AI-overload: Når din hjerne bliver tvunget til at tjekke alt for AI

For nogle år siden dækkede jeg på Facebook, hvordan AI-genereret indhold – det såkaldte AI slop – begyndte at dominere folks nyhedsfeeds. Jeg spurgte venner og familie, om de også oplevede AI-spam i deres tidslinjer, og bad dem sende eksempler. Nogle sendte mig åbenlyst AI-genererede billeder, som fx surrealistiske sci-fi-landskaber, 'Shrimp Jesus' eller sørgelige billeder af sultende børn, der bad om sympati.

Men nogle af mine venner sendte mig billeder, som de troede var AI-genererede, men som faktisk var menneskeskabte. Deres mistro var så stor, at de foretrak at afvise autentisk indhold som falsk snarere end at risikere at blive narret af AI.

I dag er det næsten umuligt at undgå AI-genereret indhold. Vi lever i en verden, hvor det, der er falsk, kan virke virkeligt, og det, der er virkeligt, kan føles falsk. Begrebet "AI-psykose" er blevet brugt til at beskrive den mentale tilstand hos personer, der har mistet sig selv i AI’s vrimmel. Men hvad med den kognitive belastning, som andres brug af AI påfører resten af os?

Vores hjerner udfører nu utallige beregninger hver dag: Er dette AI? Bør jeg overhovedet bekymre mig om det? Hvorfor ser eller lyder dette så underligt? Skriver denne person bare sådan her? Er dette overhovedet en person?

Jeg ser AI-indhold, hvor jeg forventer det – og hvor jeg er blevet trænet til at ignorere det: I Googles AI Overviews, der blandt andet anbefalede at spise lim-pizza, i engagement-jagtende opslag på LinkedIn og i vores Facebook- og Instagram-feeds. Men i stigende grad føles det, som om AI er overalt, kommer fra alle retninger og er fuldstændig uundgåeligt.

Det handler ikke om, at jeg hader AI-genereret indhold eller frygter at blive snydt af det. Det handler om, at min hjerne nu fungerer som en slags AI-politi. Alt føles på en eller anden måde forkert – som om noget er galt, men jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er. Jeg kan gå igennem min dag med at læse, se eller lytte til noget, og pludselig opdager jeg, at noget er vildt forkert.

Forleden uge oplevede jeg netop dette. Jeg lyttede til en episode af podcasten Everyone’s Talkin’ Money, som jeg har fulgt i årevis. Podcasten handler om skatter og har en menneskelig vært, Shari Rash. Hun begyndte at læse en introtekst, der lød sådan her:

"Det skift, jeg ønsker, du skal foretage i dag – og det er det skift, der forandrer alt – er at begynde at se din skatteopgørelse som information. Ikke som en regning, ikke som en skamstempel, men som information."

Teksten fortsatte i den dur med klisjéagtige AI-skrivemønstre. Min hjerne slukkede for indholdet og begyndte i stedet at spekulere på, om Rash pludselig havde taget AI i brug. Var det hendes stemme? Var det hendes stil? Eller var det bare endnu et eksempel på, hvordan AI har infiltreret vores hverdag, så dybt, at vi ikke længere kan stole på vores egne sanser?