AI-sindssummit i New York: Kunst, kaos og kreativitet midt i AI-uroen

Forleden uge stod dørene til det første AI Psychosis Summit i New Yorks Chinatown. Arrangementet var ingen traditionel konference med terapisessioner eller zen-haver, men en festlig blanding af en DJ, ivrige udviklere og en køler med Diet Coke. Stedet var en nedlagt bank, hvor graffiti-dækkede vinduer nu projicerede hvid kode på en stor skærm.

Ved indgangen hang AI-sindssyge memes, forbundet med røde tråde som en kæmpe konspirationstavle. Inde i lokalet stod udviklere og kreative klar med deres projekter – computere og TV-skærme viste digitale kreationer i stil med en tech-baseret show-and-tell. Arrangementet var organiseret af tech-optimisterne Macy Gettles, Wesam Jawich, Matt Van Ommeren og Mauricio Trujillo Ramirez med det formål at præsentere passionerede AI-projekter.

Men hvad er egentlig AI-sindssygdom? Ifølge Matt Van Ommeren er begrebet svært at definere, men det handler om at indrømme forvirring over vores forhold til kunstig intelligens. »Vi kan ikke navigere i det, så vi har brug for et sjovt og generelt udtryk for at konfrontere det,« sagde han. »Så siger vi bare AI-sindssygdom for at undgå at forholde os til det.«

Van Ommeren valgte New York som ramme for begivenheden for at skabe en bro mellem kunst og teknologi. »Mange AI-arrangementer føles for corporate og fokuserer på værktøjer til at optimere arbejdet. Det interesserer mig ikke,« sagde han. »Jeg ville finde mennesker, der laver kunst, noget skørt eller ligefrem useriøst.«

Projekterne var langt fra traditionelle produktivitetsværktøjer. Joshua Wolk præsenterede et banekort over New Yorks undergrundsbane, der genererede jazzmusik ud fra forskellige linjers placering – hver linje spillede på sit eget instrument. Tanisha Joshi havde bygget hjemmesiden The Cosmic Quant, der giver aktieanbefalinger baseret på astrologi – en slags »Co-Star møder Robinhood«. En anden deltager viste sit metaverse-projekt MyAiGuys, hvor AI-avatarer med kendte ansigter bevægede sig rundt i en simuleret verden, der lignede en forvildet Mii Plaza.

Et andet projekt, præsenteret af en deltager under navnet yung algorithm, var et AI-baseret prank-opkaldssystem. Han ringede til mennesker, han mente var »snydere« eller »solgte noget online«, og streamede samtalerne live. »Alle de nye AI-modeller er dårlige til at føle sig menneskelige. De er kun gode til at booke ting,« sagde han. »Derfor laver jeg dette – for at vise, hvor begrænset AI’en egentlig er.«