Anmeldelse: Sophie Okonedo leverer et mesterligt portræt i ‘Clarissa’

En tidløs fortælling i en moderne ramme

‘Clarissa’ er den anden film fra instruktørduoen Arie og Chuko Esiri, som tidligere imponerede med ‘Eyimofe (This Is My Desire)’. Med en split-tidslinje og en moderne genfortolkning af Virginia Woolfs roman ‘Mrs. Dalloway’ skaber de en film, der både er gammel og ny. Handlingen springer mellem årtier og følger en række karakterer, hvis liv og følelser langsomt afsløres for seeren.

Sophie Okonedo i et bemærkelsesværdigt portræt

I centrum står Sophie Okonedo, der spiller den ældre Clarissa med en kombination af fasthed og dyb sorg. Hendes præstation er et af filmens største styrker, hvor hun formår at skjule sin indre smerte bag en facade af kontrol og tør humor. Da vi første gang møder hende, planlægger hun et selskab i sit hjem, men hendes skarpe instruktioner til personalet afslører snarere hendes frygt for at blive isoleret fra verden og det menneske, hun engang var.

I tilbageblik får vi indblik i den yngre Clarissa (spillet af India Amarteifio), hvis liv og værdier står i skarp kontrast til den ældre version. Forskellen mellem de to tidsaldre er slående, og det bliver tydeligt, at Clarissa har undertrykt mange af sine tidligere følelser for at overleve i sit nuværende liv.

Et netværk af skæbner

Filmen udforsker ikke blot Clarissas liv, men også de mennesker, der omgiver hende. Blandt dem er hendes ægtemand Richard (Jude Akuwudike), hendes tidligere og muligvis stadig elskede Peter (spillet af Toheeb Jimoh og David Oyelowo), samt Sally (Ayo Edebiri og Nikki Amuka-Bird), som hun engang havde et dybt forhold til. Disse karakterer er alle forbundet gennem tid og rum, og deres historier væves sammen på en måde, der både er flydende og rørende.

En af filmens mest markante karakterer er Septimus (Fortune Nwafor), en veteran, der kæmper med de traumer, han har oplevet. Hans historie løber parallelt med Clarissas og understreger temaerne om krig, tab og identitet, der præger hele filmen.

Visuel poesi og dybde

Med cinematograf Jonathan Bloom bag kameraet er ‘Clarissa’ en visuel oplevelse. De melankolske vandscener og de naturlige omgivelser spiller en central rolle i at formidle filmens stemning. Redigeringen af Blair McClendon (‘Aftersun’) sikrer, at karaktererne fremstår levende og komplekse, selv når de lader mange ting stå usagt.

Instruktørduoen formår at balancere mellem poesi og smerte, især når Clarissa konfronteres med sit eget liv og de valg, hun har truffet. Filmen er en hyldest til Virginia Woolfs originale værk, men samtidig en helt ny fortælling, der taler til moderne tilskuere.

‘Clarissa’ er en film, der både udfordrer og berører. Med Sophie Okonedo i hovedrollen bliver det en oplevelse, der sætter sig fast i hukommelsen længe efter rulleteksterne.