Da jeg sorterede min søns 1.200 T-shirts: En følelsesladet rejse gennem minder

Det var en opgave, jeg vidste ville blive tung. Ikke bare på grund af arbejdet, men på grund af det følelsesmæssige pres. Jeg stod over for den såkaldte ’D-shirt-udfordring’ – en proces, der ville føre mig gennem en labyrint af minder, latter og tårer.

Solskinnet skinnede den dag, men det var ikke nok til at varme det kolde faktum: Jeg stod alene med opgaven. Min søn, Dan McQuade, var gået bort. Dem, der kendte ham fra hans arbejde på Defector og andre steder, vidste, hvor meget han elskede at samle på piratkopierede T-shirts. Han og jeg havde planlagt at katalogisere hans imponerende samling sammen, inden han døde.

Takket være hans kloge hustru, Jan, var de omkring 1.200 T-shirts allerede pakket væk i 30 store, blå plastikposer af herkulesk styrke. Spørgsmålet er, hvordan de overhovedet kom derind. Min hustru, Denise, havde ellers en NBA-slutspil-lignende forsvarsstrategi mod rod. Men Jan havde formået at overtale Dan – på den venlige måde, hun altid gjorde – til at flytte enten den omfattende skoopsamling eller T-shirt-samlingen for at gøre plads til vores to-årige søn Simons voksende legetøjstrækkerdyner.

Nu stod jeg tilbage med opgaven. At sortere gennem disse poser var som at åbne en skattekiste af minder. Hver T-shirt fortalte en historie: koncerten i 1998, ferien i 2005, det uforglemmelige øjeblik i 2010. Der var skjorter fra bands, der ikke længere eksisterede, turneringer, der aldrig fandt sted, og begivenheder, der aldrig blev husket af nogen uden for vores familie.

Men blandt sorgen var der også glæde. Glæde over at have kendt ham, over de øjeblikke, vi delte, og over den kærlighed, der havde drevet ham til at samle disse T-shirts. Det var hans passion, hans hobby – og nu var det min opgave at bevare den på en eller anden måde.

Jeg begyndte at sortere. Først efter farve, så efter årstal og til sidst efter betydning. Nogle skjorter var slidte, andre næsten nye. Nogle havde tydelige pletter, andre var intakte som nye. Men hver eneste en var en del af ham.

Da jeg var færdig, stod jeg tilbage med en mindre, men stadig betydelig samling. Jeg besluttede at donere nogle til velgørenhed, bevare de mest betydningsfulde og sende resten videre til andre, der måske ville sætte pris på dem. Det var ikke en let proces, men det var nødvendigt. Det var min måde at sige farvel på – og samtidig takke ham for de år, vi havde sammen.