NFL-draften 2026 starter i aften med den første runde, og her vil vi endelig få svar på, hvilke klubber årets draftede spillere lander i. En af dem, der formentlig ikke behøver vente længe, er running backen Jeremiyah Love fra Notre Dame.
Love regnes blandt de bedste spillere i årets draftklasse og ventes at blive blandt de ti første valgt – måske endda top fem. Spørgsmålet er blot, hvilken klub der ender med at få ham.
"Jeg har ingen idé om, hvor jeg ender, men der er meget snak om, at jeg kan gå til Titans, Cardinals eller Giants," udtalte Love onsdag til NFL.com’s Jeremy Bergman. "Ærligt talt, ville jeg være taknemmelig for at lande hvor som helst."
Uanset hvilket hold der ender med at vælge ham, lover Love at gøre holdet bedre: "Uanset hvilket hold jeg kommer til, vil jeg gøre dem bedre."
Den 20-årige Love (han fylder 21 i slutningen af maj) leverede i 2025 en imponerende sæson for Notre Dame med 1.372 yards og 18 touchdowns på løb samt 27 receptioner for 280 yards og tre touchdowns i blot 12 kampe.