Præsident Donald Trump har registreret varemærket "Donald J. Trump International Airport" – og kan snart generere millioner for sin familie. Tirsdag stemmer kommissionen i Palm Beach County i Florida om, hvorvidt man skal bruge skatteyderpenge til at omdøbe Palm Beach International Airport til "President Donald J. Trump International Airport".
Hvis forslaget vedtages, indgår Palm Beach County en aftale med DTTM Operations LLC – et firma ledet af Donald Trump Jr. – som giver Trump-familien kontrol over alt lufthavnsrelateret branding. Aftalen pålægger lufthavnen at få godkendelse fra Trump-familien på alt merchandise, der sælges med lufthavnsnavnet.
Trump er den eneste præsident i USA, hvis navn er blevet registreret som varemærke på denne måde. Selvom Trump har hævdet, at varemærket kun er til juridisk beskyttelse og ikke direkte profit, indeholder aftalen flere smuthuller. Disse giver Trump mulighed for at sælge merchandise med navnet "President Donald J. Trump Airport" uden for lufthavnen og bestemme, hvilke biografiske oplysninger der må præsenteres om ham i lufthavnen.
Aftalen giver også Trump retten til at udpege en liste over "godkendte forhandlere", som lufthavnens butikker skal købe de Trump-brandede produkter fra. Hvis butikker ønsker at sælge merchandise med DJT Airport-navnet, skal de købe varerne udelukkende og direkte fra de enheder, som licensgiveren – DTTM – udpeger. Trump Jr. er præsident for DTTM.
»Normalt siger en licensaftale blot, at varerne skal leve op til en vis kvalitet. Den siger ikke, at man skal købe dem fra en forhandler, vi godkender,« siger varemærkeadvokat Josh Gerben til The Miami Herald.
»Det er ikke bare en upartisk person, der kommer til at skrive markedsføringsmateriale eller tale om Donald Trump. Det bliver ham selv og hans organisationer, der kontrollerer budskabet,« tilføjer Gerben.
Allerede for flere måneder siden blev der rejst tvivl om aftalens etik. Palm Beach-politikere skrev i en email, at navneændringen ville give »en kommerciel fordel til præsidenten og hans virksomheder«. På trods af kritikken kan forslaget meget vel blive vedtaget tirsdag – og dermed give endnu en gang den hidtil mest omstridte amerikanske præsident endnu en gratis pass.