Widow’s Bay: En sød og skræmmende original serie med humor og horror

Widow’s Bay er en serie, der ikke lader sig definere med ét ord. Den er en blanding af arbejdspladskomik, horror fyldt med klisjeer og en kærlighedserklæring til fællesskabets og den valgte families kraft. Serien er ganske enkelt som intet andet på tv lige nu.

Den første sæson består af ti afsnit, der formår at kombinere chokerende skræmmer med skarp, bidende humor. Serien følger en gruppe farverige og excentriske karakterer, der er lige så komplekse og fascinerende som noget andet på Apple TV’s liste over svært definerbare komedier og genreblandende dramaer. Widow’s Bay er netop en sådan Apple-serie – og det er bestemt en kompliment.

Handlingen udspiller sig på den maleriske ø Widow’s Bay ud for New Englands kyst. Byen ligner noget fra et magasinopslag, og dens fjerntliggende, tidløse og isolerede følelse er en stor del af dens appel for beboerne. (De har hverken Wi-Fi eller mobildækning – en sand drøm!)

Byens velmenende, men lidt naive, borgmester Tom Loftis (spillet af Matthew Rhys) er fast besluttet på at gøre den kæmpende by til det næste store turistmål i Nordøstamerika. Han får hjælp fra en New York Times-reporter, men der er et problem: Widow’s Bay er også en by, hvor der sker dårlige ting. Dens historie er præget af storme, farlig tåge, maritime forsvindinger og ulykker – men også af vedvarende rygter om mærkelige væsner og mørke aktiviteter som hekseri og kannibalisme. (Ikke at forglemme den lejlighedsvise præst, der bliver spist af en hval, ifølge de indrammede aviser i det lokale historiske selskab.)

Desværre for Tom’s store kulturelle ambitioner vågner øen nu tilsyneladende op på uventede overnaturlige måder. Med hjælp fra den lokale overtroiske byoriginal Wyck (spillet af Stephen Root) bliver Tom tvunget til at konfrontere nogle af Widow’s Bay’s mørkeste hemmeligheder, hvor folketro og spøgelseshistorier vejer tungere end logik og historie.

Visuel reference til horrorens klassikere

Instruktør Hiro Murai skaber en levende vision af seriens titelby (og dens mørke historiske fortid) med masser af visuelle referencer til mange af horrorens længevarende klisjeer og franchiser. Fra en Jaws-lignende flugt fra stranden til en Halloween-agtig skikkelse, der langsomt jager sit offer gennem en tom gyde.

Manuskriptforfatter Katie Dippold leverer ofte hylende morsomme replikker, men hendes historie tvinger seriens karakterer til at stå ansigt til ansigt med deres egne indre dæmoner lige så ofte som de konfronteres med ydre frygt. Serien er tydeligvis skabt med både kærlighed og respekt for den genre, den tilhører. Den tager horror alvorligt – der er masser af ægte chok og blod, men de skræmmende elementer spilles aldrig for latter på den måde, der ofte sker i andre sammenhænge.

Selvom Widow’s Bay måske gør grin med sine excentriske karakterer og de stadig mere vanvittige situationer, de havner i, gør den aldrig grin nedad. I stedet hylder den det, der gør horror til en genre, der rammer så mange mennesker: den evne til at spejle vores egne frygt og usikkerheder.