Anmeldelse: ‘Jeg lader dig gå’ – et skæbnesvangert drama om sorg og tavshed

Når en dramatiker fortæller en stor historie, er det ofte svært at gengive oplevelsen på papir. Magien ligger i at se den udfolde sig på scenen, lag for lag, foran et publikum, der både bliver rystet og bevæget til tårer af det, der afsløres. Bubba Weilers nye skuespil ‘Jeg lader dig gå’ havde premiere i går på Studio Seaview i New York, efter sin verdenspremiere sidste år på Space at Irondale i Brooklyn.

Som med teatrets nylige opsætning af Jordan Tannahills ‘Prince Faggot’ giver Studio Seaview en værdifuld anden chance til et lovende nyt værk. Weilers fortælling er usædvanlig: En enke (Quincy Tyler Bernstine) bliver tvunget ind i en række samtaler med familie, venner og fremmede efter sin mands voldelige død – og hun har egentlig ingen lyst til at deltage. Alligevel lader hun dem tale, fordi de har mere brug for ordene end hun selv har.

Som skuespiller må Bernstine gå imod strømmen i en turbulent flod i hele de 110 minutter, som stykket varer. Hun håndterer opgaven ved at tage små skridt, vælge sine ord med omhu og kun holde korte pauser for at få luft. Hendes præstation er målt og afbalanceret – den afslører mindre, end den tilbageholder, men er alligevel fuldt tilfredsstillende.

‘Jeg lader dig gå’ består hovedsageligt af scener med to personer, suppleret af en fortæller (Matthew Maher). Han giver os tilsyneladende overflødige historiske detaljer om enkens hus, men har samtidig en forfatters instinkt for at vide præcis, hvad alle karaktererne tænker. Weilers mesterværk ligger i at udsætte fortællerens identitet – eller rettere sagt, hans alternative identitet.

Jack Serios instruktion er ikke lige så succesfuld med alle skuespillere som med Bernstine og Maher. Der er øjeblikke sent i forestillingen, hvor alle skuespillerne samles på scenen, men dette er mere en instruktionsmæssig beslutning for at flytte rundt på møbler og rekvisitter (scenografi af Frank J. Oliva) end et billede af fællesskab – skønt det bliver det til allersidst.

Stykket indledes med en tidlig morgen-samtale mellem enken og hendes følelsesmæssigt udfordrede voksne søn. Det er et godt udgangspunkt, men Will Daggers præstation som sønnen er for effektiv til ikke at gøre nogen mening. Scenen er den slags, som et publikum kunne have tolereret senere i stykket, men i starten skygger den for det, som dramatikere og skuespillere måske tror er dybt og profunder. I sidste ende er det blot tungt og uforståeligt, som om Dagger talte et fremmed sprog, kun kendt af ham selv.

Der er også en misforstået anden scene, hvor Constance Shulman som den påtrængende bedemand følger op med en bred, tv-lignende fremtoning. Disse elementer trækker ned i en ellers stærk forestilling, der ellers skinner igennem som en smuk, men ufuldkommen perle.