Sinner Supper Club: En ny queer filmgenre tager form

Den amerikanske uafhængige filmgenre mumblecore har i årevis været kendt for sine lavbudgetproduktioner med improviserede scener og autentiske skuespillere. Nu tager genren en ny drejning med filmen Sinner Supper Club, som netop har premiere og allerede er blevet døbt både som "mumblegore" og "mumblequeer".

Bag projektet står instruktørerne og manuskriptforfatterne Nora Kaye og Daisy Rosato, der har valgt at tage mumblecore-bevægelsen i en helt ny retning. "Mumblecore begyndte her i USA," fortæller Kaye til Den of Geek under SXSW-festivalen i Austin, Texas. "Film som The Puffy Chair, Baghead og Creep var skabt af folk, der sagde 'fuck det' til studie-systemet og samlede vennerne for at lave film med det, de havde for hånden. Vi tænkte: Hvad nu, hvis vi gjorde det samme, men i stedet for at være domineret af cis-hvide mænd, var det vores fantastiske fællesskab af klovne, transpersoner og queer mennesker?"

Filmen, som blev optaget på blot seks dage, følger en turbulent gruppe queer venner i New York, der samles til en afskedsfest, inden en af dem bliver tvunget til at flytte på grund af de høje huslejer. Men det er ikke bare en fest – det er deres første samling siden en fælles ven døde. Et overnaturligt element i historien har ført til, at nogle kalder Sinner Supper Club for en "mumblegore"-film, en undergenre, der kombinerer mumblecore med gys og ubehag.

"Mumblegore er bestemt en ny undergenre inden for horror," siger skuespilleren Sophie Sagan-Gutherz, der medvirker i filmen. "Jeg synes, den tager mumblecore et skridt videre. Du ser noget, som du egentlig ikke burde engagere dig i, og det udstråler stress og ubehag. Der er øjeblikke i vores film, hvor vi bevidst læner os ind i den genre."

Inspireret af Dogme 95 og moderne teknologi

Instruktørerne har også ladet sig inspirere af den danske Dogme 95-bevægelse, især filmen Festen fra 1998, der var med til at definere den minimalistiske tilgang til filmproduktion. Derudover har de valgt at bruge en helt almindelig smartphone til optagelserne – en iPhone. "Der er en genoplivning og nostalgi omkring de gamle mini-DV-kameraer og videokameraer, som film som Festen brugte," forklarer Rosato. "Men de film føles ikke 'her og nu' på samme måde. Så vi spurgte os selv: Hvad ville være vores svar på et mini-DV-kamera? Svaret blev iPhonen."

Valget af iPhone viste sig at være både kreativt og praktisk. Kameraet kunne tåle at blive nedsænket i vand, monteret på en cykel eller endda placeret i en fryser til en scene. "Det gjorde det meget lettere at arbejde hurtigt og holde trit med skuespillerne og vores idéer," siger Rosato. Kaye tilføjer, at iPhonen også gjorde det muligt at komme tæt på skuespillerne og skabe en film med "fart og intensitet". Optagelserne krævede ingen lange pauser til at indstille kameraet, og det gav holdet frihed til at eksperimentere og improvisere.

En film om sorgens uperfekte udtryk

Sinner Supper Club er mere end blot en genreeksperiment – det er en film om sorgens kaotiske og uperfekte udtryk. Gruppen af venner kæmper ikke kun med tabet af en fælles ven, men også med de udfordringer, der følger med at leve i en dyr by som New York. Filmen udforsker, hvordan sorg kan manifestere sig på uventede måder, og hvordan mennesker forsøger at holde sammen, selv når livet skubber dem i forskellige retninger.

Med sin blanding af realisme, gys og queer fortælling bryder Sinner Supper Club med konventionerne og tilbyder et nyt blik på, hvordan sorg og fællesskab kan udforskes på film. For Kaye og Rosato handler det om at skabe noget ægte og nærværende – noget, der afspejler de mennesker, der normalt ikke ses på det store lærred.