15 gange instruktører har spillet hovedrollen – og det gik galt

At finde den rette skuespiller til en rolle er en stor udfordring for enhver instruktør. Men hvad sker der, når instruktøren beslutter sig for at spille hovedrollen selv? Det kan føre til både kunstneriske mesterværker og pinlige selvoptagelser. Nogle gange bliver det en kombination af begge dele.

Her er 15 eksempler på instruktører, der har kastet sig selv i rollen – og hvor det gik galt eller blev bemærkelsesværdigt.

De mest kontroversielle selvrolleringer

• Quentin Tarantino i From Dusk Till Dawn
  Tarantino skrev manuskriptet og instruerede filmen, men kastede sig også selv i en scene, hvor Salma Hayek hælder alkohol ned ad benet og i munden på ham. Scenen er blevet en af filmhistoriens mest omtalte selvglade øjeblikke.
• M. Night Shyamalan i Lady in the Water
  Shyamalan spillede en forfatter, hvis værk skulle redde menneskeheden. Kritikere mente, at rollen var en usædvanligt selvbevidst beslutning, der afspejlede instruktørens eget ego.
• Tommy Wiseau i The Room
  Wiseau instruerede og spillede hovedrollen som en evigt lidende romantisk helt, der blev beundret af alle omkring sig. Filmen blev en kultklassiker – og et eksempel på filmisk selvoptagethed.
• Mel Gibson i Braveheart
  Gibson spillede William Wallace og gav sig selv flere heroiske taler, sejre i slag og martyrscener. Historien blev dermed mere fantasy end historisk drama.
• Ben Affleck i Live by Night
  Affleck instruerede og spillede en stilfuld gangster, der nemt navigerede mellem skudepisoder, kærlighedsaffærer og kriminelle imperier. Kritikere mente, at filmen var fyldt med selvtilfredshed.
• Kenneth Branagh i Mary Shelley’s Frankenstein
  Branagh instruerede og spillede Victor Frankenstein med intens teateragtig præstation, der ofte overskyggede resten af castet.
• Kevin Smith i Jay and Silent Bob Strike Back
  Smith vendte tilbage som Silent Bob i en film bygget på indvendige vittigheder, gæstestjerner og overdrevne ønsketænkningsscenarier omkring sin fiktive alter ego.
• Taika Waititi i Jojo Rabbit
  Waititi spillede en absurd komisk version af Adolf Hitler i en satire, hvor instruktøren bevidst placerede sig selv i centrum.
• Spike Lee i She’s Gotta Have It
  Lee spillede en af mændene, der forfølger Nola Darling, og placerede dermed sin egen karakter midt i filmens centrale romantiske og seksuelle konflikter.
• Woody Allen i Manhattan
  Allen spillede gentagne gange intellektuelle romantiske ledere involveret med langt yngre kvinder, et mønster der senere blev kontroversielt og ubehageligt.
• Vincent Gallo i The Brown Bunny
  Gallo instruerede og spillede hovedrollen over for Chloë Sevigny i en meget eksplicit scene, der øjeblikkeligt overskyggede resten af filmen ved premieren.
• Neil Breen i Fateful Findings
  Breen spiller konstant geniale figurer, der afslører konspirationer, afslører korruption og tiltrækker beundring fra næsten alle omkring ham i sine bizarre uafhængige film.
• James Cameron i Titanic
  Cameron tegnede de hænder, der holder Jacks nøgne tegning i scenen, hvor han skitserer Rose. Dermed var instruktøren også en del af filmens mest ikoniske øjeblik.
• Orson Welles i Citizen Kane
  Welles spillede ikke blot hovedrollen som Charles Foster Kane, men var også instruktør, manuskriptforfatter og producer. Hans præstation er blevet en af filmhistoriens største.
• Alfred Hitchcock i Psycho
  Hitchcock instruerede og spillede en lille, men mindeværdig rolle som manden, der bærer en hat i starten af filmen. En subtil, men effektiv selvreference.

Hvorfor gør instruktører det?

Der kan være flere grunde til, at instruktører vælger at spille hovedrollen i deres egne film. Nogle gør det af økonomiske årsager, andre fordi de føler, de bedst kan formidle karakterens følelser og tanker. Men når det går galt, bliver det ofte til en pinlig selvglæde, der overskygger resten af filmen.

Uanset intentionen ender mange af disse roller med at blive husket – ikke for deres kunstneriske værdi, men for instruktørens åbenlyse ego.