Anmeldelse af 'Vi er aliens': En smertelig, men strålende animationsperle af Kohei Kadowaki

Kohei Kadowakis debutfilm ‘Vi er aliens’ er et bemærkelsesværdigt værk, der både fascinerer og griber fat i tilskueren. Med en kombination af storslået animation og en dybt rørende fortælling om ensomhed, mobningens destruktive natur og vores iboende evne til grusomhed, fremstår filmen som en lagdelt kunstnerisk præstation.

På overfladen ligner historien en klassisk coming-of-age-fortælling om to drenge, Gyotaro og Tsubasa, der nærmer sig hinanden og derefter langsomt glider fra hinanden. Men når filmen bevæger sig gennem tidens løb, afsløres lagene i historien. Det, der kunne have været en almindelig fortælling, bliver til noget langt mere rigt og komplekst. Animationen, der minder om det tekniske mesterværk ‘Your Name’, er både teknisk imponerende og følelsesmæssigt dyb. Den anvender rotoskopi – en teknik, hvor levende optagelser bruges som reference til at skabe mere naturlige bevægelser – til at give karaktererne en næsten menneskelig autenticitet.

Hvert eneste billede i filmen er fyldt med taktile detaljer. Fra de ensomme værelser til de travle bygader og endda en simpel afløbsrist med blomsterblade, der markerer tidens gang, føles det som at betragte en levende maleri. De smertefulde øjeblikke og de levende landskaber skaber en hel verden, der både fascinerer og truer med at falde fra hinanden.

En film om smerte og skønhed

Filmen havde premiere i Directors’ Fortnight på Cannes Film Festival, hvor den åbnede med en slående, men subtil sekvens. Vi hører en samtale mellem en forælder og et barn om månen, men vi ser ingen ansigter. I stedet befinder vi os i en taxa, der kører gennem byens gader. Da vi endelig får et glimt af chaufførens ansigt, holdes det på afstand, som om vi ser verden gennem hans øjne. Da hans øjenlåg langsomt lukker sig efter en lang arbejdsdag, minder en regndråbe på forruden om en tåre. Dette indledende billede sætter tonen for en film, der i al sin skønhed konstant vender tilbage til temaet smerte.

Da vi vender tilbage til Gyotaro og Tsubasa, ser vi verden gennem Tsubasas øjne. Han er en ensom dreng, men filmen formår alligevel at finde autentisk humor i øjeblikke som, da han forsøger – og fejler – med at skjule, at han har spillet computerspil, mens hans mor var ude. Det er ikke blot hans manerer, der føles ægte; filmen formår også at indfange den ofte overvældende undren og sårbarhed, der følger med at vokse op.

En animationsperle med dybde

‘Vi er aliens’ er mere end blot en animationsfilm. Den er en refleksion over menneskelige relationer, ensomhed og den smerte, der følger med at blive ældre. Kohei Kadowaki har med sin debut skabt et værk, der både er teknisk imponerende og følelsesmæssigt rigt. Filmen minder os om, at skønhed og smerte ofte går hånd i hånd, og at det er i de mest udfordrende øjeblikke, vi finder vores største styrke.

"En film, der både fascinerer og udfordrer os. Kohei Kadowaki har med ‘Vi er aliens’ skabt et mesterværk, der vil blive husket længe efter rulleteksterne."