Anmeldelse: Moomintroll: Vinterens Varme er en hyggelig og charmerende oplevelse

Med forårets komme og vinterens bidende kulde på retur, er der ingen bedre tid end nu til at dykke ned i hyggelige spil som Moomintroll: Vinterens Varme. Med en spilletid på cirka fem en halv time byder dette charmerende eventyr på en weekend eller et par hyggelige aftener med overraskende mørke undertoner.

Spillet er løst baseret på Tove Janssons bog Moominland Midwinter, men tager samtidig sin egen vej med en ny fortælling, der både hylder kildematerialet og tilføjer originale elementer. For dem, der ikke kender Moomin-universet, er det værd at vide, at Moomintrollernes art normalt sover vinteren igennem. Men vores lille hovedperson vågner midt i den iskolde vinter, forvirret, bange og alene, mens hans forældre sover dybt.

Under sin udforskning af det frostklædte Moominvalley møder Moomintroll Too-Ticky og en række mystiske væsner kaldet Vintervæsen. Disse væsner danser omkring et stort lejrbål for at fremkalde foråret. For at afslutte den lange vinter må Moomintroll hjælpe Vintervæsenene med at løse deres problemer og samle de ikke-hibernerende beboere i dalen til lejrbålet.

En sødere fortælling end bogen

Da jeg tidligere spillede Snufkin: Melody of Moominvalley, var jeg ikke bekendt med kildematerialet. Til Vinterens Varme læste jeg derfor Moominland Midwinter – og det var det hele værd. Selvom spillet sagtens kan nydes uden kendskab til bogen, gav det mig et ekstra lag af forståelse at se, hvor spillet adskiller sig fra originalen.

De såkaldte Sorry-oo-sekvenser var mine favoritter. I bogen var disse scener ofte præget af sorg, men i spillet er de blevet mere opløftende. Fortællingen i Vinterens Varme er generelt sødere end bogens version og lægger mere vægt på Moomintrolls personlige vækst og venskaber. Spillet udelader desuden mindre betydningsfulde karakterer som Salome the Little Creep til fordel for Misabel, som får mere plads i historien.

Interessant nok optræder den frygtindgydende Groke ikke i spillet, selvom hun havde en central rolle i Snufkin: Melody of Moominvalley. Dette kan være en bevidst beslutning for at undgå overlap, da hun allerede havde en vigtig funktion i det foregående spil.

Nye tilføjelser og ændringer

Hyper Games har tilpasset flere scener, hvor Moomintroll oprindeligt var fraværende, og giver ham dermed en mere heroisk rolle. Desuden får karakterer, der tidligere forsvandt ud af historien, nu mere udvikling og dybde. Et eksempel er Little My, som i spillet fremstår mere handlingsorienteret end den filosofiske Too-Ticky og det barnlige Moomintroll. Hun viser også fornuft ved at reagere med vrede over egernets død – en scene, der i bogen gav hende mere dybde og gjorde hende mere sympatisk.

"Jeg forstår, hvorfor mange elsker Little My, men hendes karaktertype har aldrig tiltalt mig. Alligevel var det netop denne scene, der fik mig til at se hendes potentiale."

Det er muligt, at begravelsesscenen fra bogens begyndelse blev udeladt, fordi den er for mørk til målgruppen. Selvom Vinterens Varme overraskede med farlige øjeblikke, er tonen generelt lettere end i bogen. Et eksempel på dette er, at Moomintroll i spillet til tider føles som en figur fra Resident Evil – et indtryk, der dog hurtigt forsvinder, når man husker, at spillet er målrettet alle aldre.

Et simpelt, men effektivt gameplay

Spillets gameplay består primært af at gennemføre opgave efter opgave. Selvom dette kan lyde enkelt, fungerer det godt i sammenhæng med historiens udvikling og giver spilleren en følelse af fremskridt. De hyggelige omgivelser og den rolige atmosfære gør Moomintroll: Vinterens Varme til en perfekt oplevelse for en hyggelig aften foran skærmen.