Asghar Farhadi undersøger grænsen mellem virkelighed og fantasi i 'Parallel Tales'

Den iranske filminstruktør Asghar Farhadi vender i sin nye film Parallel Tales (Histoires Parallèles) tilbage til temaer om observation, hemmeligheder og den grænse, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen. Med inspiration fra klassiske film som Hitchcock og Coppola skaber Farhadi imidlertid en fortælling, der er helt sin egen.

Filmen følger en række personer, hvis liv påvirkes af andres spekulationer og forestillinger. Gennem skrift og lyd bliver disse antagelser til en del af virkeligheden og ændrer dermed folks skæbner. Selvom skuespillet er imponerende, og temaerne er stærke, lider filmen under gentagne scener og idéer, der gør den mindre sammenhængende og mere tung at følge.

Isabelle Huppert som den excentriske forfatter

Kernen i historiens forviklinger er Isabelle Huppert, der spiller den excentriske forfatter Sylvie. Med sin karakteristiske, gnavne charme og en række humoristiske detaljer – som da hun bruger en brødrister til at tænde sin cigaret – skaber Huppert en karakter, der er både fascinerende og frustrerende for sin niece, Laurence (spillet af India Hair).

Sylvies hus er rodet, men det er bevidst: Det afspejler hendes rige fantasi og kreative proces. Hun bruger sit teleskop til at observere sine naboer – en gruppe lydteknikere bestående af Nita (Virginie Efira), Théo (Pierre Niney) og Nicolas (Vincent Cassel) – og lader sig inspirere til sin nye roman. I hendes historie er Nita og Théo et par, men Nita indleder en affære med Nicolas, hvilket udløser en kæde af begivenheder med hævn og ustabilitet.

Adam og den farlige fascination af andres liv

Laurence presser Sylvie til at modtage hjælp i hjemmet, og det bliver Adam (Adam Bessa), der træder ind i billedet. Han har tidligere reddet Laurence fra en lommetyv og bliver nu hyret til at rydde op i Sylvies hus. Under arbejdet udvikler han en tæt forbindelse til hende og bliver opslugt af hendes historie om naboerne.

Adam overtager Sylvies teleskop og begynder at observere de tre lydteknikere. Han bliver besat af at finde ud af, hvor meget af hendes historie der er sandt – og hvor meget der er ren fantasi. I begyndelsen synes sandheden dog mindre spændende end fiktionen: Théo og Nicolas er brødre, Nita er en udmattet arbejder, der knap har tid til frokost, og hendes eneste udtryk for selvstændighed er hendes dagbogsnotater.

Alligevel afslører filmen, hvor magtfuld en kraft forestillingsevnen kan være. Jo mere Adam fordyber sig i naboernes liv, desto mere indser han, at der kan ligge mere sandhed i Sylvies historie, end det umiddelbart fremgår. Med en langvarig spilletid og gentagne scener, der understreger forbindelsen til tidligere begivenheder, risikerer filmen dog at blive mere tung end nødvendigt.

En film med potentiale, men med mangler

Farhadis film er tankevækkende og velspillet, men den lider under en vis ujævnhed i tempo og struktur. De mange gentagelser og den langsomme opbygning gør, at filmen ikke altid lever op til sit potentiale. Alligevel er Parallel Tales en interessant undersøgelse af, hvordan vores forestillinger kan forme virkeligheden – og omvendt.