Skuespilleren Martin Short har i sit første interview siden sin datters død åbnet op om de mange personlige tab, han har været udsat for de seneste fire måneder. I et interview med CBS Sunday Mornings beskrev han begivenhederne som "chokerende".

Shorts 42-årige datter, Katherine Short, døde i februar i sit hjem i Hollywood Hills. Dødsårsagen var tilsyneladende selvmord. Men det var ikke det eneste tab, der ramte ham. Short mistede også sin nære veninde Diane Keaton i oktober sidste år, skuespillerinden Catherine O’Hara i januar og det amerikanske komikerpar Rob og Michelle Reiner i december.

Short har holdt en lav profil siden sin datters død. Interviewet med CBS kommer blot to dage før udgivelsen af dokumentaren "Marty, Life Is Short", der udkommer på tirsdag.

"Hvis jeg ikke havde talt om det her, ville jeg have udskudt dokumentaren. Den hedder jo Marty, Life Is Short. Og pludselig mistede jeg Diane Keaton på samme dag, som min svigerinde, Nancy’s søster, døde af kræft. Derefter mistede jeg Rob og Michelle Reiner, som har været mine livslange venner i 40 år. Derefter Catherine O’Hara og derefter min datter. Det hele skete inden for fire måneder. Det er chokerende,"

Martin Short

CBS’ korrespondent Tracy Smith spurgte Short, der selv har oplevet at miste begge sine forældre inden han fyldte 20 og senere sin bror som barn, hvordan han magter så stor sorg på én gang.

"Man kan ikke. Man skal bare trække vejret ind og ud. Det har været et mareridt for familien," svarede Short. "Men man må forstå, at psykisk sygdom og kræft – som min kone døde af – begge er sygdomme. Og nogle gange er de terminale."

Dokumentaren "Marty, Life Is Short" er skabt ud fra forskellige kilder, herunder hjemmevideoer optaget gennem årene. Filmen indeholder også scener med Shorts afdøde hustru, Nancy – kaldet Nan – som døde af æggestokkræft i 2010.

"Min datter kæmpede i lang tid med svær psykisk sygdom, herunder borderline personlighedsforstyrrelse og andre lidelser. Hun gjorde sit bedste, indtil hun ikke længere kunne," fortalte Short. "Nans sidste ord til mig var: 'Mart, lad mig gå.' Hun sagde blot: 'Far, lad mig gå.'"

Interviewet med Martin Short kan ses i videoen ovenfor.

Kilde: The Wrap