Widow’s Bay: En mesterlig blanding af horror og komedie på Apple TV

Horror-komedier er svære at mestre. De skal balancere ægte frygt med humorens befriende effekt – uden at ofre den patos, der gør begge dele troværdigt. Shaun of the Dead satte standarden, og få har siden nået de højder. Apple TV’s nye serie Widow’s Bay rammer imidlertid plet.

Serien følger Matthew Rhys i rollen som Tom Loftis, den udbrændte borgmester i den lille, forladte fiskerby Widow’s Bay. Loftis drømmer om at forvandle den deprimerede New England-ø til det næste Martha’s Vineyard. Problemet? De lokale tror, byen er forbandet – og det viser sig hurtigt, at de har ret.

Loftis’ benægtelse af byens mørke hemmeligheder bliver kilden til både frygt og latter. Mens han nægter at indrømme sandheden, bor han på et hjemsøgt hotel og bliver hjemsøgt af en havheks. Disse scener er så absurde, at de fremstår som en skarp kommentar til livets meningsløshed. Serien tager det overnaturlige alvorligt, hvilket gør det endnu sjovere at se.

I det seneste afsnit skiftes fokus fra Loftis til hans deprimerede assistent Patricia, spillet af Kate O’Flynn. Patricia har boet på øen hele sit liv og er ikke populær – blandt andet fordi hun påstår at være den eneste overlevende efter et møde med en lokal seriemorder. Da hun finder en underlig selvhjælpsbog, beslutter hun sig for at holde en fest for at bevise, at hun fortjener venner. Naturligvis går det galt, og det afsluttende twist får både mig og min mand til at briste i latter.

En af seriens styrker er dens detaljerede rekvisitter. Da Loftis overnatter på det hjemsøgte hotel, finder han blandt andet et kortspil med navnet Run! og et brætspil, der ligner Tænder – men som indeholder en tang. Selv Patricia’s selvhjælpsbog er fyldt med ironi: Den giver hende to linjer til at rose sig selv, men resten af siden er blank til at udfylde hendes mangler.

Med en stærk rolleliste, en mørk humor og en evne til at balancere rædsel og latter, er Widow’s Bay en serie, der fortjener opmærksomhed. Den er ikke blot underholdende – den er en hyldest til genrens potentiale.