Hvad superheltefilm kan lære af videospillenes filmboom

2026 bliver formentlig et af de største år nogensinde for videospilfilm. Super Mario Bros.-filmen slår hidtil alle rekorder, Iron Lung med Markiplier blev en overraskende indie-succes, og Mortal Kombat II samt Street Fighter ventes at blive kæmpe hits. For superheltefans ser det derimod mindre lovende ud: Marvel nærmer sig Avengers: Doomsday med en skuldertrækning, Daredevil: Born Again kæmper for at finde et publikum, og Spider-Man: Brand New Day risikerer at drukne hovedpersonen i et overfyldt rollebesætning. Selv James Gunns DCU med figurer som Supergirl og Lanterns føles mere niche end tidligere tiders storhedsdage.

Men superheltefilm behøver ikke at gå i glemmebogen. De kan sagtens lære af videospillenes filmboom og tilpasse sig de skiftende smag hos biografgængerne. Her er fem centrale lektioner, de bør tage til sig.

Vær stolt af det sjove – uden at blive flov

En af de bedste scener i Mortal Kombat viser Liu Kang udføre en række benfejninger mod Kano. Enhver, der har spillet kampspil, genkender det absurde i bevægelsen: En simpel, gentagen handling, der ikke engang er en ægte angrebsmanøvre. Alligevel er scenen genial, fordi filmen ikke bare latterliggør spillet – den omfavner det sjove ved det.

Liu Kang, filmens helt og franchiseens stærkeste fighter, udfører bevægelsen mod Kano, en af seriens mest latterlige figurer. Senere præsenterer filmen ham i endnu mere imponerende scener, herunder en flammeudspydende drage – og behandler det som det cooleste, der nogensinde er set. Fordi det er det.

Superheltefilm har traditionelt latterliggjort deres eget materiale, eksempelvis ved at gøre grin med Peacemakers toiletbolleshjelm eller Otto Octavius’ navn. Disse øjeblikke appellerer til casual fans, men de underminerer også materialet. De bedste videospilfilm fejrer spillets særegenheder, mens de dårligste superheltefilm – som Thor: Love and Thunder eller She-Hulk: Attorney at Law – taler ned til både seerne og kilderne. Det er en forskel på at hylde det sjove og at latterliggøre det.

Giv publikum, hvad de ønsker sig

Ingen ville hævde, at den nye Super Mario Bros.-film er et mesterværk. Alligevel indtjener den millioner, fordi publikum kender og elsker karaktererne. Filmen fokuserer ikke kun på Mario, Luigi, Bowser og Peach – den præsenterer en hel verden af figurer: Dry Bones, Kamek, Rosalina og Wart. Street Fighters markedsføring bygger ligeledes på genkendelsen af figurer som Ryu, Chun-Li og Ken.

Superheltefilm har ofte forsøgt at distancere sig fra deres kilder ved at tilføje komplekse plot eller moderne temaer. Men publikum kommer ikke for at se Iron Man diskutere eksistentielle spørgsmål – de kommer for at se Iron Man redde dagen med stil. Det er derfor, at film som Spider-Man: Across the Spider-Verse og Deadpool har klaret sig så godt: De giver publikum det, de forventer, men med en frisk og energisk tilgang.

Undgå at tale ned til seerne

Mange superheltefilm har en tendens til at forklare jokes eller latterliggøre deres eget materiale, som om seerne ikke ville forstå det. Det er en fælde, der får filmene til at føles forældede og irrelevante. Videospilfilm og succesfulde superheltefilm som Deadpool og Guardians of the Galaxy formår derimod at appellere til både hardcore fans og nye seere uden at foragte kilderne.

Det handler ikke om at lave dårlig underholdning, men om at respektere det, der gør superhelte og videospil elsket. Publikum ønsker sig autenticitet, ikke ironisk distance. Når en film som Mortal Kombat fejrer spillets særegenheder i stedet for at latterliggøre dem, bliver det en succes – både kunstnerisk og kommercielt.

Konklusion: Superheltefilm kan overleve – men de skal ændre sig

Videospillenes filmboom viser, at publikum stadig elsker genkendelige figurer og sjove, energiske historier. Superheltefilm kan sagtens overleve, men de må lære at omfavne det, der gør dem elskede – uden at tale ned til dem. Det handler om at give seerne det, de ønsker: Spænding, humor og en følelse af at være en del af noget større.

Hvis superheltefilmene formår at kombinere det bedste fra begge verdener – den dybe karakterudvikling fra de bedste Marvel-film og den rå, energiske underholdning fra videospilfilmene – kan de stadig være en magt at regne med i årene fremover.