Journalistik i film: Fra romantisk drøm til hård virkelighed

I min barndom var det næsten en regel: Hovedpersonen i romantiske komedier var journalist. Hun arbejdede på aviser i film som Kissing Jessica Stein, Sleepless in Seattle, The Holiday, Never Been Kissed og When Harry Met Sally. Hvis hun ikke var ansat på en avis, var hun redaktør på et glanset magasin, som i How to Lose a Guy in 10 Days og 13 Going on 30. I Hitch var hun endda sladderspaltist – det tæller også. Eller måske var hun forfatter i et forlag, som i Bridget Jones’s Diary. Uanset hvad var hun en ambitiøs kvinde i storbyen, der brændte for sit arbejde.

Men kærlighedslinjen var altid det egentlige plot. Hvem ville hovedpersonen ende med? Ofte var det den person, hun først hadede. Undtagelsen var The Devil Wears Prada – her handler det ikke om kærlighed, men om at forelske sig i sit arbejde.

En ny type heltinde

Andy (Anne Hathaway) er netop blevet færdiguddannet fra Northwestern med drømmen om at blive seriøs journalist. Men det eneste job, hun kan få, er som assistent for chefredaktøren på modemagasinet Runway. I modsætning til de andre film starter Andy med en kæreste, Nate, som ikke støtter hendes karriereambitioner. I 2006 var han ment som en moralsk kompasfigur: Den gamle Andy fra Northwestern interesserede sig ikke for Paris Fashion Week, designere eller hårstyling. Hun ville skrive journalistik, rapportere og gøre en forskel i verden.

Filmen stiller derfor spørgsmålet: Hvad sker der, når arbejdet bliver mere vigtigt end kærligheden? Og hvordan påvirker det en ung kvindes identitet og drømme?

Journalistikken i filmens spejl

De fleste romantiske komedier fremstiller journalistik som en drøm – en karriere, der giver mening og status. Men The Devil Wears Prada udfordrer dette billede. Andy ender med at ofre sin personlige integritet og idealer for et job, der ikke engang er hendes eget. Det er en skarp kommentar til medieindustrien og de ofre, mange unge journalister må gøre for at få fodfæste.

Filmen viser også, hvordan glamour og magt kan forvride ens syn på succes. Andy begynder at identificere sig med det miljø, hun arbejder i, og glemmer næsten, hvorfor hun overhovedet søgte jobbet. Det er en advarsel om, hvordan arbejdslivets krav kan æde sig ind på ens personlige værdier.

"Du ved ikke, hvem du er," siger chefredaktøren Miranda Priestly (Meryl Streep) til Andy. "Og du kommer aldrig til at vide det, hvis du fortsætter her."

Denne replik opsummerer filmens centrale tema: Hvad koster det at ofre sig for karrieren? Og er det overhovedet det værd?