Da 'Djævelen bærer Prada' blev en kultklassiker

I dag er det svært at forestille sig, men tilbage i 2003 forsøgte forfatteren Lauren Weisberger ihærdigt at distancere sin debutroman Djævelen bærer Prada fra de åbenlyse rygter om dens inspirationskilde. I et interview med Publishers Weekly forklarede hun: »Meget af bogen bygger på historier fra mine veninder. Mange af mine venner arbejdede inden for modebranchen, magasiner eller PR – og alle havde de de samme rædselshistorier.«

Weisbergers erfaringer stammede fra hendes tid på Vogue, hvor hun var vidne til den dengang frygtede redaktør Anna Wintour – den kvinde, der senere blev forbilledet for den fiktive tyran Miranda Priestly i bogen. Siden da er bogen blevet til en film, en musical og en opfølger, og værket har udviklet sig til en kultklassiker, der har overgået alle forventninger.

I anledning af premieren på Djævelen bærer Prada 2 i maj har Vogue de seneste uger udgivet adskillige artikler om fænomenet. Men tilbage i 2003 var reaktionen fra magasinet en helt anden. Vogues daværende chefredaktør, Anna Wintour, havde en nøje indstuderet reaktion klar, som David Carr beskrev i The New York Times.

»Wintour havde en omhyggeligt indøvet, afslappet reaktion klar,« skrev Carr og fortsatte med at beskrive, hvordan Wintour havde formået at holde Vogue relevant ved blandt andet at sætte kendisser på forsiden i stedet for modeller – en strategi, der senere blev en del af magasinets image.

I dag er Djævelen bærer Prada ikke blot en bog eller en film, men et globalt fænomen, der har sat sit præg på modeverdenen og populærkulturen. Og det er netop dét, som har fået Vogue til at omfavne værket med åbne arme – trods de oprindelige forsøg på at holde afstand.