Marion Cotillard i nervepirrende kultdrama om helvede på jorden

Guillaume Canets nye film Karma indledes med et af de mest intense og smukke kærlighedsøjeblikke i nyere dansk film. Parret Jeanne (Marion Cotillard) og Daniel (Leonardo Sbaraglia) danser langsomt til sangen "Until I Found You" i deres hus i en afsidesliggende landsby i det nordlige Spanien. Med kun stearinlys som lyskilde og cinematograf Benoît Debies tætte kameraindstillinger bliver hvert ansigtsudtryk og blik fanget i realtid. Det er et øjeblik, der udtrykker den dybeste kærlighed – og samtidig en illusion, der snart bliver knust af de begivenheder, der følger.

Det, der starter som en intim og næsten drømmende fortælling, udvikler sig hurtigt til en brutal og nervepirrende rejse gennem helvede og tilbage. Cotillard leverer en fremragende præstation i rollen som Jeanne, en kvinde fanget i et net af religiøs manipulation og psykisk terror. Filmen udforsker, hvordan hemmeligheder kan korrodere intimiteten i et forhold, hvordan religiøse kults kan overtage både sind og krop, og hvordan magtmisbrug opstår, når fejlbarlige mennesker forsøger at tolke Guds vilje.

En familie som mistænkte

En af filmens mest effektive subversioner er, hvordan den positionerer historien som en familiethriller, hvor de mest sandsynlige mistænkte for umenneskelig vold er dem, der står én nærmest. Jeanne tilbringer det meste af sin tid med sit gudbarn, Mateo, og henter ham fra skole og tager ham med til floden. Både Matos forældre og Daniel reagerer med ubehag på dette forhold, og Daniel spørger direkte, om det er normalt for gudforældre og gudbørn at have så tæt et forhold. Cotillard formår at balancere ømhed og ubehag i disse scener, for eksempel i en scene, hvor hun overværer Matos fodboldkamp med alkohol i hånden og skælder ud over trænerens dårlige dommerkald. Kameraet drejer sig væk og afslører, at hun er den eneste voksne til stede.

Visuel forvirring og mystik

Filmens tidlige mysterium forstærkes af den uhyggelige produktionsdesign og Debies kameraværk. En afgørende sekvens viser Daniel og Jeanne på vej hjem fra politistationen, hvor Daniel pludselig stopper bilen midt ude på landet. Kameraet fanger bilens yderside, delt af billygterne og den omgivende tåge – en visuel metafor for de to karakterers tilstand mellem klarhed og forvirring. Debie har et tydeligt kærlighedsforhold til Cotillards ansigt, og når filmen hviler på hendes udtryk, bliver det tydeligt, hvorfor hun er filmens bærende kraft.

Men netop dette fokus på det visuelle og det konventionelle narrativ kommer til at koste filmen dyrt. Karma skifter konstant form, og det går ud over dens sammenhængskraft. Filmen har mange ambitioner, men ofrer sin oprindelige mystik for en mere standardiseret fortælling om en kvinde, der forsøger at flygte fra det system, der har holdt hende fanget. Selvom det er tilfredsstillende at se kults få deres straf, er der en tydelig følelse af spildt potentiale. De centrale mysterier afsløres for tidligt, og i stedet for at udforske dem dybere, ender filmen med at foretage lange udredninger om tro, magt og overgreb.

Resultatet er en film, der ofte føles ujævn og uafrundet. Den har stærke øjeblikke og en fremragende hovedrolleindehaver, men mangler den dybde og konsistens, der kunne have gjort den til et mindeværdigt kultdrama. I stedet bliver Karma en film, der starter stærkt, men ender med at blive trukket ned af sine egne ambitioner.