AI-genereret juridisk forskning: Hvordan præsenterer man resultaterne korrekt?

Spørgsmålet om, hvordan man præsenterer resultater fra juridisk forskning, der er blevet genereret med delvist AI-støtte, er aktuelt som aldrig før. Da AI-teknologien udvikler sig i et hidtil uset tempo, ændrer vores tilgang til dens anvendelse sig også løbende. Men netop derfor er det vigtigt at stille spørgsmålet nu: Hvordan skal vi forholde os til AI-genereret indhold i juridisk forskning?

Dette spørgsmål vil jeg uddybe i to indlæg. I dette første indlæg forklarer jeg, hvorfor jeg valgte at benytte AI til at løse et konkret forskningsproblem. I det næste indlæg vil jeg præsentere, hvad AI rent faktisk var i stand til at bidrage med, og stille det centrale spørgsmål: Hvad gør man med det output, som AI’en producerer?

Baggrunden for AI-brug i juridisk forskning

For nogle år siden skrev jeg en artikel til Harvard Law Review med titlen Decryption Originalism: The Lessons of Burr, publiceret i 2021. Artiklen undersøgte den oprindelige offentlige forståelse af Fifth Amendment’s privilegium mod selvinkriminering og dets mulige anvendelse på oplåsning af smartphones. Kernen i undersøgelsen var en historisk tilfældighed: I 1807 fandt retssagen mod Aaron Burr sted, hvor der blev ført omfattende mundtlige argumenter og senere en udtalelse fra højesteretspræsident John Marshall om, hvordan privilegiet skulle anvendes i forhold til at få fat i breve skrevet i kode, som Burr angiveligt havde sendt.

Min artikel fra 2021 byggede primært på en retsprotokol, som var blevet nedskrevet i stenografi af en advokat ved navn Robertson. Han havde gengivet hvert eneste argument, hver eneste juridisk kilde og endda alle fodnoter i det, han hævdede var en ordret rekonstruktion af retssagen. Artiklen tog udgangspunkt i den antagelse, at de detaljerede argumenter fra de erfarne advokater sandsynligvis afspejlede den forfatningsmæssige forståelse fra grundlovens tid.

Den nye opdagelse: En ukendt retsprotokol

Indtil for nylig var Robertson’s protokol den eneste kendte kilde til retssagen mod Burr. Den blev citeret i historiske redegørelser og var den protokol, der blev refereret til i 19. århundredes retsafgørelser. Men for et år siden blev jeg opmærksom på, at der eksisterede en anden, uafhængig retsprotokol. En anden advokat, Carpenter, hævdede at have gjort præcis det samme som Robertson: at have nedskrevet hele retssagen i stenografi, inklusive juridiske kilder og fodnoter. Begge advokater havde senere udgivet deres respektive protokoller som bøger kort efter retssagen.

Robertson’s protokol er den mest kendte og blev brugt som kilde i min forskning. Men nu stod jeg med et problem: Hvordan skulle jeg forholde mig til den nye protokol fra Carpenter? Hvilken af dem var den mest pålidelige? Og hvordan påvirkede dette min tidligere forskning?

Hvorfor AI blev en nødvendighed

At sammenligne de to protokoller manuelt ville være en tidskrævende og kompleks opgave. AI kunne imidlertid hjælpe med at analysere og sammenligne de to tekster systematisk. Ved at benytte AI til at identificere ligheder og forskelle mellem de to protokoller kunne jeg få et klarere billede af, hvilken af dem der var mest troværdig, og hvordan de to versioner af retssagen adskilte sig fra hinanden.

Denne proces rejste imidlertid nye spørgsmål: Hvordan præsenterer man resultaterne af en sådan AI-genereret analyse på en måde, der er transparent og troværdig? Skal man oplyse om AI’s rolle i forskningsprocessen? Og hvordan sikrer man, at læserne forstår, at AI’en ikke har taget beslutninger på forskerens vegne, men blot har været et værktøj til at fremme analysen?

"AI er et kraftfuldt værktøj, men det er afgørende at forstå, hvordan man integrerer det ansvarligt i juridisk forskning. Transparens og kritisk gennemgang af AI-genereret indhold er nøglen til at bevare forskningens integritet."

Det store spørgsmål: Hvad gør man med AI-genereret indhold?

Når AI bliver brugt til at generere eller analysere juridisk forskning, opstår der etiske og metodiske udfordringer. Skal man oplyse om AI’s bidrag i forskningsprocessen? Skal man præsentere AI-genererede resultater som sine egne, eller skal man tydeliggøre, at de er blevet skabt med teknologisk assistance?

Disse spørgsmål er ikke kun teoretiske. De har direkte indflydelse på, hvordan juridisk forskning bliver modtaget og accepteret i det akademiske miljø. Hvis AI bliver en integreret del af forskningsprocessen, hvordan sikrer man så, at forskningen stadig lever op til de traditionelle standarder for troværdighed og originalitet?

I mit næste indlæg vil jeg præsentere konkrete eksempler på, hvad AI var i stand til at bidrage med i min forskning, og stille det centrale spørgsmål: Hvordan skal vi præsentere og forholde os til AI-genereret indhold i juridisk forskning?