Anmeldelse: 'I Swear' – En rørende og ærlig film om John Davidsons liv

Biografier bliver ofte behandlet som én stor, ensartet kategori – som om menneskers liv kan indkapsles i en formel. Men det kan de ikke. Hver persons historie er unik, og det er netop det, som gør genren så vigtig. En god biografisk film skal ikke blot genfortælle et liv; den skal invitere os ind i en persons indre verden og give os mulighed for at forstå noget, vi måske aldrig har oplevet før.

Kirk Jones’ "I Swear" er netop sådan en film. Den undgår de typiske faldgruber i biografgenren – hverken overdreven sentimentalitet eller en overfladisk fremstilling af en persons liv. I stedet præsenterer den en ærlig, nuanceret og rørende skildring af John Davidsons liv med Tourettes syndrom.

En film, der fremmer empati

Som Roger Ebert engang sagde: "Cinema er en maskine, der skaber empati." "I Swear" lever op til dette ideal. Filmen handler ikke om at skabe ikoniske øjeblikke eller genkendelige scener, der kan peges på som "det huskede jeg". Den handler om at vise en persons liv, som det er – med alle dets udfordringer, fejltagelser og små sejre.

Robert Aramayo spiller John Davidson, der udvikler Tourettes syndrom som 12-årig. Tilbage i 1983 var tilstanden næsten ukendt, og John blev derfor mobbet af sine jævnaldrende, straffet af sine lærere og forældre og endda udstødt fra familiens middagsbord. For dem var han blot et problem – et problem, de hverken forstod eller kunne løse.

En chance for et nyt liv

Tretten år senere lever John stadig hjemme hos sin trætte mor, Heather (Shirley Henderson), og er afhængig af stærke mediciner. Da han møder en gammel ven og får at vide, at hans mor Dottie (Maxine Peake) er døende af kræft, råber han det direkte ud foran hende. Heldigvis forstår Dottie, der tidligere har arbejdet som sygeplejerske på en psykiatrisk institution, Johns tilstand. Hun inviterer ham derfor til at bo hos sig, hvor han langsomt bliver fri for medicinen og begynder at leve et mere selvstændigt liv.

Kirk Jones formår at skildre Johns liv som en udfordrende oplevelse – både for ham selv og dem omkring ham – uden at ty til overdreven dramatik, billig sentimentalitet eller håndfast forfølgelse. Hverken John eller de mennesker, der omgiver ham, forstår fuldt ud, hvordan han skal fungere i et samfund, der næsten intet ved om Tourettes syndrom. Filmen viser både fejl og nåde i alle sine scener.

En sejr over fordomme

Da John en dag bliver arresteret efter at have været involveret i en slåskamp – hvor en af hans tics utilsigtet vælter en øl ud af en persons hånd – bliver han smidt ind i en politibil, mens han ufrivilligt tilstår forbrydelser, han aldrig har begået. Det kræver stor indsats og kommunikation at forklare omstændighederne og få ham en chance hos en forvirret og fornærmet dommer. Men John begår også fejl, og det er netop det, der gør ham menneskelig.

"I Swear" er ikke blot en film om Tourettes syndrom. Den er en påmindelse om, at vi alle har vores kampe, og at empati og forståelse kan ændre liv. En film, der minder os om, at biografgenren stadig har betydning – ikke fordi den genfortæller historiens helte, men fordi den giver os indblik i de usynlige helte, hvis liv ofte bliver overset.