Anmeldelse: Richard Gadds 'Half Man' er et mesterligt drama om brødre og maskulinitet

"Vi er familie nu," lyder en af de første replikker i premieren af "Half Man", Richard Gadds nye dramaserie. Ordene kommer til at bære en tung betydning, der kommer til at definere forholdet mellem to brødre gennem årtier. Serien er Gadds opfølgning på den kritikerroste og prisbelønnede Netflix-serie "Baby Reindeer" og markerer hans debut på HBO i et samarbejde med BBC.

Den seks episoder lange miniserie, som anmeldere har haft forudgående adgang til, er et mesterstykke af mørk, men alligevel dybt menneskelig fortælling. Centralt i historien står temaerne maskulinitet og familiens byrder, hvor sidstnævnte giver serien dens narrative ramme. På sin bryllupsdag bliver Niall (Jamie Bell) konfronteret med sin brors pludselige tilbagevenden. Rubens (Gadd) tilstedeværelse truer med at vende hele begivenheden på hovedet.

Gennem flashbacks afsløres det, hvordan de to brødre endte så fjernet fra hinanden. Historien strækker sig over 30 år og afdækker en række prøvelser og modgang, der har formet deres forhold. Da Niall (i sine yngre år spillet af Mitchell Robertson) og Ruben (Stuart Campbell) i 1980’ernes Skotland får en ny familiekonstellation, da deres mødre flytter sammen, bliver Niall overrasket over nyheden om, at han snart får en ny husstandsfælle.

Ruben vender tilbage fra to års ungdomsfængsel og flytter ind på Nialls værelse. Han påtvinger hurtigt sin dominans – og smider Nialls Doctor Who-bøger væk er blot begyndelsen. Men Rubins ankomst får også uforudsete positive konsekvenser. De skolebøller, der tidligere gjorde Nialls liv til et mareridt, tøver nu med at genere ham af frygt for Rubins reaktioner.

Den indledende bemærkning om familie begynder at ændre sig og udvikler sig til en altfortærende afhængighed mellem de to brødre. Efterhånden som "Half Man" skrider frem, bliver det tydeligt, at Niall og Ruben er to sider af samme sag – to halvdele af et hele, der ikke kan fungere uden hinanden. Serien bliver dermed en rig tekst om maskulinitetens faldgruber, uden nogensinde at nævne begrebet "toksisk maskulinitet".

Gennem Rubins og Nialls kampe med samfundets forventninger til mænd – henholdsvis Nialls identitetskrise og Rubins vrede – udforsker Gadd disse temaer med dybde og lag på lag af nuancer. Serien tegner et rystende og effektivt portræt af to mænd, der kæmper med de pres, de bliver udsat for. Ved at starte historien i 1980’erne og føre den frem til nutiden, bliver disse samfundsmæssige forventninger til en integreret del af fortællingen – uden at det nogensinde føles påtvunget.

Hvad der dog kan virke irriterende, er den gentagelse, som Gadds udforskning af temaerne undertiden lider under. Efterhånden som brødrene fortsætter deres liv, falder de ofte tilbage i de samme mønstre, hvilket kan føles som en tilbagevendende cyklus. Alligevel formår serien at levere en stærk og tankevækkende oplevelse, der efterlader et varigt indtryk.