Medierne svigtede USA’s udenrigspolitik – og nu gentager historien sig

I 2003 invaderede USA Irak efter en lang og smertefuld offentlig debat om, hvorvidt Saddam Hussein var i færd med at udvikle kemiske og biologiske våben. Påstanden viste sig at være falsk, og krigen resulterede i tusinder af amerikanske soldaters død og hundredtusinder af irakiske civile liv. To årtier senere er episoden blevet husket som et klart eksempel på, hvordan både USA’s udenrigspolitik og medierne, der skulle holde regeringen ansvarlig, fejlede.

Men den aktuelle amerikanske konflikt med Iran tegner til at blive endnu værre. I modsætning til Irak-krigen, hvor den offentlige debat var intens, blev USA’s nylige militære aktioner mod Iran indledt med næsten ingen diskussion om krigens omkostninger, risici, moralske aspekter eller endda dens mål. I midten af marts stod det klart, at Trump-administrationen ikke engang havde forberedt sig på, at Iran kunne slå tilbage ved at blokere den strategisk vigtige Hormuzstræde – en smal passage, der transporterer omkring 20 procent af verdens energiforsyning. En blokade her har allerede sendt oliepriserne i vejret og truer med at udløse en global økonomisk krise.

Mens præsident Donald Trump sendte skibe, fly og tropper til regionen for at forberede en krig, var en stor del af pressen fraværende. Trump blev ikke udsat for kritiske spørgsmål om sine skiftende begrundelser for konflikten, som har svinget fra at forsvare iranske demonstranter til at gennemtvinge regimeskifte, nedbryde Irans missilprogram eller stoppe et atomprogram, som han tidligere havde erklæret for ødelagt.

Irak-krigen blev indledt efter en række mediefejl, hvor falske beviser blev præsenteret for at underbygge truslen fra Iraks våbenprogram, og hvor der blev stillet for få spørgsmål om administrationens planer for at stabilisere landet efter invasionen. I dag er situationen endnu mere alvorlig: I stedet for dårlige spørgsmål eller falske beviser bliver der slet ingen spørgsmål stillet før krigens begyndelse, mens administrationen først nu forsøger at retfærdiggøre krigen i eftertid.

Denne udvikling i mediedækningen af krig og fred tyder på en udvikling fra simpel inkompetence eller korruption til noget, der nærmer sig nihilisme. Medierne er naturligvis ikke en homogen gruppe – der er betydelige forskelle mellem medier, journalister og redaktører, også inden for den etablerede presse. Alligevel er det svært at undgå konklusionen, at medierne, trods tidligere fejltagelser, er blevet endnu dårligere til at holde magthaverne ansvarlige – og at udviklingen kan blive endnu værre i årene fremover.

USA er en global stormagt, der er afhængig af pålidelig information om sig selv for at fungere. På trods af moderne kommunikationsteknologier leverer mainstream-medierne imidlertid mindre nyhedsdækning og analyse af verdensbegivenheder og USA’s rolle i dem. Den voksende alternative presse forsøger at fylde noget af dette tomrum, men mindre medier kæmper en hård kamp for at gøre en forskel.

Den enorme indflydelse, som selv små ændringer i USA’s udenrigspolitik kan have på andre lande, gør det desto mere kritisk, at medierne leverer præcis og kritisk dækning. Når dette svigter, betaler civile og demokratiet prisen.