En tidligere fodboldtræner havde blokeret sig selv fra sportsvåddemål, da han opdagede spådomstjenester som Kalshi og Polymarket. En revisor beskrev det som at få "den samme rus" som fra traditionelt spil. Begge mistede store summer, og nu advarer behandlere om, at afhængighedsproblemerne er næsten identiske.
Spådomstjenesterne oplever en eksplosiv vækst, hvilket har udløst en reguleringsdebat i USA. Virksomhederne hævder, at de bør reguleres som aktiemarkeder på grund af deres struktur, mens sportsvåddemål og myndigheder mener, de burde underlægges samme regler som spilindustrien. Men uanset lovgivningen er problemet det samme for dem, der kæmper med ludomani.
Samme afhængighed, forskellig regulering
To personer, der tidligere har været afhængige af sportsvåddemål, fortæller om deres tilbagefald på spådomstjenester. Begge havde taget juridiske skridt for at holde sig væk fra sportsvåddemål, men endte alligevel med at miste store beløb på spådomstjenesterne.
"Der kan være forskelle i, hvordan disse produkter defineres eller reguleres, men i terapirummet ser vi ofte den samme cyklus af forventning, handling og reaktion gentage sig," siger Dr. Cynthia Grant, vicepræsident for klinisk arbejde hos Birches Health, som driver et nationalt netværk af behandlere for ludomani.
"Jeg tænker sommetider på det som forskellige døre ind til det samme rum. Etiketten på døren kan ændre sig, men når nogen først er indenfor, kan oplevelsen føles meget bekendt."
Hvordan spådomstjenester og sportsvåddemål adskiller sig – og hvorfor det ikke betyder noget for afhængige
Både sportsvåddemål og spådomstjenester tilbyder lignende muligheder: væddemål på kampe, individuelle præstationer og andre begivenheder. Men strukturen er forskellig.
Sportsvåddemål drives af bookmakere, der fastsætter odds og tjener penge på husets margin. Her er det bookmakeren mod spillerne.
Spådomstjenester fungerer som markeder, hvor brugere handler kontrakter baseret på ja/nej-spørgsmål. Præmier og tab afhænger af markedets bevægelser. Vinder man på en kontrakt, hvor flertallet havde sat penge på det modsatte, er gevinsten større. Tjenesterne tjener primært penge på gebyrer.
For afhængige er det to veje til det samme resultat: økonomisk og følelsesmæssig ruin.
En fodboldtræners vej ind i afhængighed
Den tidligere fodboldtræner begyndte at spille som 16-årig med små indsatser blandt venner i New York. Da han blev 18, begyndte han at spille på casinoer og sportsvåddemål. Da gælden hobede sig op, vendte han sig mod spådomstjenester.
"Jeg havde en gæld på tusindvis af dollars og fik 2.000 dollars i løn hver fredag. Pengene var væk inden søndag. Jeg havde ikke engang penge til at fylde tanken," fortæller han, nu 21 år gammel.
Han havde forsøgt at blokere sig selv fra sportsvåddemål, men spådomstjenesterne var en ny fristelse, han ikke havde forudset.
Revisoren, der mistede kontrollen igen
Revisoren havde tidligere kæmpet med sportsvåddemål, men havde formået at holde sig væk i flere år. Da spådomstjenesterne blev populære, følte han sig tryg ved at prøve dem – indtil han mistede kontrollen igen.
"Jeg troede, det var anderledes, fordi det lignede aktiehandel. Men følelsen var den samme. Jeg mistede tusindvis af dollars på få uger," fortæller han.
Begge mænds historier illustrerer, hvordan spådomstjenester tiltrækker mennesker med tidligere afhængighedsproblemer, selvom de markedsføres som mere "ansvarlige" alternativer.
Eksperter: Regulering ændrer ikke afhængighedsproblemet
Behandlere som Dr. Grant understreger, at uanset om det er sportsvåddemål, spådomstjenester eller aktiehandel, handler afhængighed om den psykologiske mekanisme bag spillet – ikke produktets form.
"Det handler ikke om, hvad man spiller på, men om, hvordan spillet påvirker ens hjerne. Spådomstjenester kan virke mindre farlige, fordi de ligner investeringer, men for en afhængig person er det stadig en form for spil," siger hun.
Hun opfordrer til, at reguleringen tager højde for de psykologiske risici, ikke kun de juridiske definitioner.