Stanley Tuccis mesterværk i 'The Devil Wears Prada' – en scene, der definerer filmen

Når folk bliver spurgt om den mest mindeværdige monolog i The Devil Wears Prada, kommer svaret næsten altid med ét ord: ’Cerulean’. Miranda Priests (Meryl Streep) tale til sin akavede nye assistent, Andy (Anne Hathaway), er blevet en kultscene og et symbol på filmens skarpe kritik af modeindustriens magtstrukturer. Men blot få minutter senere leverer Stanley Tucci som Nigel en endnu mere gennemført og menneskelig version af den samme fortælling.

Mens Miranda fremstiller mode som en uundgåelig kraft, der former almindelige menneskers valg, vender Nigel perspektivet. Han anerkender magtstrukturerne, men gør dem samtidig mere tilgængelige og håbefulde. Hans tale til Andy er ikke blot en kommentar til modeverdenen – den er en hyldest til de mange usynlige kræfter, der driver industrien fremad.

Andy som både protagonist og tilskuer

I filmens første akt etableres Andy som både hovedperson og publikums repræsentant. Hathaway spiller hende med en perfekt balance mellem desperation og naivitet, hvor Andy forsøger at skjule sin uvidenhed om mode bag en facade af coolhed. Men det er netop hendes manglende erfaring, der gør hende til et let offer for Nigels og Mirandas hårde domme.

Nigel, der fungerer som Mirandas højre hånd, er samtidig filmens mest sympatiske figur. Han er den, Andy henvender sig til, når frustrationerne hobes op, og det er også ham, der leverer den afgørende tale. Selvom han indledningsvis latterliggør Andys vægt og tøjvalg, viser han sig senere at have en dybere forståelse for modeindustriens betydning.

En tale, der ændrer perspektivet

Nigels monolog er en modsætning til Mirandas berømte 'Cerulean'-tale. Mens Miranda fokuserer på mode som en uundgåelig magtfaktor, der former almindelige menneskers liv, udvider Nigel perspektivet. Han forklarer, at mode ikke blot handler om designere som Halston, Lagerfeld og de la Renta – det handler om de mennesker, hvis liv bliver beriget af det, de skaber.

"Du tror, det her bare er et magasin, hva’? Det er ikke bare et magasin. Det er et fyrtårn af håb for en ung dreng i Rhode Island med seks brødre, der foregiver at spille fodbold, mens han i virkeligheden går til sykursus og læser Runway under dynen med en lommelygte."

Denne scene er ikke blot en kommentar til modeindustrien – den er en hyldest til de mange usynlige kræfter, der driver den fremad. Nigel viser, at mode ikke blot er for de få privilegerede, men for alle, der finder inspiration og håb i det, industrien skaber.

Tuccis præstation som Nigel er det perfekte modspil til Streep som Miranda. Mens Streep fremstiller en kold, uimodståelig magtfigur, giver Tucci os en mere menneskelig og tilgængelig side af modeverdenen. Sammen skaber de to scener, der definerer The Devil Wears Prada som mere end blot en komedie om mode – det er en refleksion over magt, håb og de mange stemmer, der former vores verden.