Den 22. april 1992 trådte en af de mest betydningsfulde sager i USA’s juridiske historie ind i sin afgørende fase, da Planned Parenthood v. Casey blev indledt foran USA’s Højesteret.
Sagen, der senere kom til at definere landets tilgang til abortrettigheder, blev en central begivenhed i den amerikanske retspraksis. Højesteret skulle afgøre, hvorvidt Pennsylvanias strenge abortlovgivning var i strid med forfatningen.
Lovgivningen krævede blandt andet, at kvinder skulle give samtykke til abort, vente 24 timer og informere deres ægtefælle i visse tilfælde. Kritikerne hævdede, at disse krav udgjorde en uforholdsmæssig byrde for kvinder, mens tilhængere af loven argumenterede for, at den beskyttede livet.
Sagen blev indledt af Planned Parenthood og flere andre organisationer, der udfordrede lovens gyldighed. Højesteret afsagde sin endelige dom den 29. juni 1992, hvor den med et knapt flertal på 5-4 stemte for at opretholde det centrale princip i Roe v. Wade – retten til abort inden fostrets levedygtighed.
Dommen i Planned Parenthood v. Casey indførte imidlertid det såkaldte "undue burden"-test, som tillod delstater at indføre visse begrænsninger, så længe de ikke udgjorde en "uforholdsmæssig byrde" for kvinden. Denne afgørelse blev senere afgørende i debatten om abortrettigheder i USA.
Sagen markerede dermed et vendepunkt, hvor Højesteret både bekræftede retten til abort og samtidig åbnede op for nye juridiske kampe om lovgivningens omfang.