Anmeldelse af 'Den Elektriske Kys': Cannes åbner med en ujævn, men charmerende film om sorg

En ujævn, men fascinerende åbningsfilm

Pierre Salvadoris nye film "Den Elektriske Kys" er ligesom den forfaldne tivoliplads, hvor handlingen udspiller sig: lidt klodset, en smule rodet, men alligevel charmerende og underholdende. Filmen indledte ikke Cannes 2026 med et brag, da aftenens største stjerne var Peter Jackson, der modtog en Æres-Palme d’Or, inden Salvadoris film blev vist. Men 'Den Elektriske Kys' formåede alligevel at levere en fornøjelig oplevelse med sin usikre, men tiltalende blanding af melodrama, komedie, tragedie og romantisk komedie.

Denne tilgang er ikke uvant for Cannes, som de senere år har åbnet med en række film, der har budt på sporadiske glæder uden dog at blive festivalens absolutte højdepunkter. Sidste år var det Amélie Bonnins sære "Leave One Day", som blev efterfulgt af Quentin Dupieuxs morsomme "The Second Act", Maïwenns livløse "Jeanne du Barry", Michel Hazanavicius’ skøre "Final Cut" og Leos Carax’ vilde musical "Annette".

En tragisk skæbne i et forfaldent tivoli

Handlingen udspiller sig i Paris i 1928 og begynder i et tivoli, hvor sideshow-barkers lover spænding og undren. Men de trætte ansigter på både udøvere og gæster afslører en anden sandhed. En kvinde i en rød kappe, Suzanne (spillet af Anaïs Demoustier), bevæger sig gennem dette maleriske og stiliserede landskab med et udtryk, der balancerer mellem apati og fortvivlelse.

Som "Venus Electrificata" er hun tivoliets største attraktion, men ikke på grund af nogen særlig færdighed. Hun er smuk og villig til at udholde smerte. På scenen står hun med hænderne over to kugler, mens en barker inviterer mænd til at kysse hende. Når en mand betaler for at gøre det, aktiveres en kontakt bag scenen, og elektriciteten strømmer gennem kuglerne, videre til hendes hænder og gennem hendes krop, hvilket giver den naive tilskuer et elektrisk chok, som de mere simple sind opfatter som kærlighed.

En hård tilværelse fyldt med smerte

Vi får senere at vide, at Suzanne blev solgt til tivoliet af sin familie som 15-årig. Hun lever et liv med smertefuldt forbrændte hænder for en ynkelig løn: Når hun får sin ugeløn, er det mindre end ni franc efter fradrag. Det er derfor ikke overraskende, at hun stjæler opium fra den mere luksuriøse trailer, hvor en påstået clairvoyant, Claudia, holder seancer. Hun gnider stoffet på sine hænder som smertestillende og tager sig samtidig lidt af Claudias mad.

En aften, inden hun kan forlade traileren, støder hun på den sørgende kunstner Antoine (spillet af Pio Marmaï), som tilbyder hende en stor sum penge for at kontakte sin afdøde hustru, Irene. Suzanne foregiver at være en medium ved hjælp af tricks, hun har lært ved at snige sig omkring Claudias trailer. Snart begynder hun at modtage gæster i Antoines hjem, hvor han siden sin kones død for nogle år siden har været ude af stand til at male.

Et lag på lag af bedrag

Filmen udforsker temaer om bedrag på flere niveauer: Suzanne foregiver at være Claudia og foregiver at være en dygtig medium, men det hele er en stor løgn. Samtidig skildrer filmen Antoines sorg og hans desperate forsøg på at finde trøst i en verden, der føles tom og meningsløs uden Irene. Den elektriske stød, som tilskuerne oplever som kærlighed, bliver i virkeligheden blot endnu et symbol på den smerte og bedrag, der præger Suzannes liv.

Salvadori formår at skabe en film, der er både underholdende og tankevækkende, selvom den ikke lever op til de største forventninger til en åbningsfilm. 'Den Elektriske Kys' er en påmindelse om, at selv de mest ujævne film kan rumme en vis charme og dybde, når de udforsker menneskelige følelser på en ærlig og direkte måde.