Anmeldelse af 'Fatherland': Sandra Hüller leverer en stille, men fortryllende præstation i Pawlikowskis nye film om efterkrigstidens Europa

En film i Pawlikowskis signaturstil

Enhver filminteresseret, der kender international film, ville inden for få minutter vide, at de befandt sig i en Pawel Pawlikowski-film. Den nye film Fatherland, der havde premiere i hovedkonkurrencen i Cannes Filmfestival, genkendes straks på den lysende sort-hvide fotografering, den kvadratiske ramme og det europæiske miljø. Selvom stilen minder om den poetiske strenghed hos instruktører som Robert Bresson og Carl Theodor Dreyer, har Pawlikowski gjort den til sin egen.

Dette ses tydeligt i hans tidligere Oscar-vindende film Ida fra 2013 og Cold War fra 2018. Begge film er elegante sort-hvide fortællinger med et næsten kvadratisk format, der udspiller sig i det Vest- og Centraleuropa, der stadig var præget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser – en begivenhed, der stod centralt i den polske instruktørs eget liv. Begge film var lyrisk og stille gripende, blandt de mest markante film fra regionen de seneste 15 år.

Et kammerstykke om identitet og hjemløshed

Fatherland fortsætter i samme spor. Med sort-hvid fotografering og det klassiske Academy-format følger filmen den tyske forfatter Thomas Mann og hans datter Erika på en rejse gennem et splittet Tyskland i 1949. Året er blot fire år efter krigens afslutning, og landet er delt mellem øst og vest og blevet en central slagmark i Den Kolde Krig.

Med en køretid på blot 82 minutter – en velkommen afveksling på en festival, hvor fem af konkurrencens film overstiger to og en halv time – er Fatherland ikke så revolutionerende eller rystende som Ida. Den føles også mindre end Cold War; snarere er det et kammerstykke, der fanger et par dages tid, hvor to mennesker kæmper med personligt tab, kunstneriske og politiske skel og det store spørgsmål for tyskere i efterkrigstidens Europa: Hvor er mit hjem nu?

Sandra Hüller i et stjernespækket comeback

Filmen er også en hyldest til den talentfulde tyske skuespiller Sandra Hüller, der gennem det seneste årti har været en fast gæst på Cannes’ lærred. Hun imponerede i Toni Erdmann fra 2016 og senere i dobbeltrollen i Anatomy of a Fall og The Zone of Interest fra 2023. Med Fatherland – som følger op på hendes medvirken i den succesrige Project Hail Mary – bliver hun atter engang drivkraften i en film, hvor konflikterne udspiller sig under og sommetider bryder gennem hendes karakteristiske tyske stoicisme.

En rejse inspireret af virkeligheden

Historien blev oprindeligt udviklet af instruktøren Edward Berger – kendt for All Quiet on the Western Front og Conclave – som sendte manuskriptet videre til Pawlikowski, da han mente, at en ikke-tysk instruktør ville give historien en mere interessant vinkel. Filmen er baseret på en virkelig rejse, som den tyske forfatter og nobelpristager Thomas Mann – kendt for værker som Døden i Venedig og Doktor Faustus – foretog til det delte Tyskland blot fire år efter krigens afslutning.

Mann modtog en pris til ære for den 18. århundredes forfatter Johann Wolfgang von Goethe i Frankfurt, Vesttyskland, og i Weimar, Østtyskland – begge sider ivrige efter at gøre ham til deres egen. Erika Mann ønskede imidlertid ikke at deltage i rejsen, men blev alligevel trukket med af sin far. Deres rejse bliver dermed ikke blot en fysisk rejse gennem et splittet land, men også en indre rejse mod at finde svar på, hvor hjemmet egentlig findes i en tid præget af splittelse og genopbygning.

En film om mere end blot historie

Fatherland er mere end blot en historisk skildring; det er en intim og tankevækkende undersøgelse af identitet, tab og tilhørsforhold. Med Pawlikowskis karakteristiske stil og Hüllers kraftfulde præstation bliver filmen en værdig tilføjelse til instruktørens allerede imponerende filmografi.