Anmeldelse af 'Mortal Kombat II': Karl Urban giver liv til den voldelige opfølger

Da Ed Boon og John Tobias lancerede det originale Mortal Kombat-spil i 1992, blev det en milepæl for hele den interaktive underholdningsbranche. Spillet introducerede en hidtil uset kombination af visuel realisme og ekstrem vold i arcade-kampspil og blev samtidig et symbol på den daværende debat om videospillers indflydelse på ungdommen. Mens 'Night Trap' blev udnævnt til 'Exhibit A' i den konservative kritik, var 'Mortal Kombat' 'Exhibit B' – et ry, som spillet aldrig helt har rystet af sig.

Gennem årtierne har franchiset udviklet sig til blot endnu en stor actionserie, hvor den oprindelige realisme er blevet erstattet af CGI-effekter og volden ikke længere føles revolutionerende. Alligevel lever den underliggende fornemmelse af, at 'Mortal Kombat' stadig betyder noget, videre – og det ses tydeligt i de seneste filmatiseringer. Simon McQuoids Mortal Kombat-film er visuelt imponerende kampscener, hvor næsten alle karakterer agerer som hovedpersoner i en prestige-tv-serie. Her er selv en forræderisk vagt, der giver knivfans i anledning af vagt-jubilæum, en tragisk skæbne, der sammenlignes med Kristi korsfæstelse.

Det er en sådan overdrevent alvorlig tone, at den næsten kræver to 'Han Solo'-agtige karakterer for at bryde spændingen og gøre universet underholdende igen. Den nye film, Mortal Kombat II, fortsætter historien om det interdimensionalle kampturnering mellem Jorden og Outworld. Jorden repræsenterer de gode, mens Outworld er de onde – og hvis Outworld vinder nok turneringer i træk, får de lov til at erobre vores verden. Et scenarie, som Jordens helte naturligvis ønsker at forhindre.

I den første film blev Jordens kæmpere udvalgt via magiske tatoveringer, der kunne overføres ved at dræbe hinanden. Men i Mortal Kombat II nævnes disse tatoveringer ikke længere, da de ifølge filmens standarder var for absurde. I stedet starter turneringen, og Jordens meste magtfulde kriger – Liu Kang (Ludi Lin), Sonya Blade (Jessica McNamee), Jax (Mehcad Brooks) og Cole Young (Lewis Tan) – mangler én sidste kriger til holdet. De opsporer derfor den tidligere actionstjerne Johnny Cage (Karl Urban) og fortæller ham, at universet er på spil, og at han skal kæmpe mod de onde for alvor.

Historien er næsten identisk med Galaxy Quest, blot med kinesisk kampsport i stedet for rumskibe. Men efter en hel film med overdreven alvor, er Johnny Cage en velkommen tilføjelse. Han bringer en anden dynamik med sig – en karakter, der er lidt af en kujon, men som alligevel formår at udvikle sig betydeligt gennem filmen. Karl Urban forstår karakteren perfekt: han er både underholdende og sjov, men aldrig distanceret eller ironisk, hvilket ville have ødelagt oplevelsen.

Gennem Mortal Kombat II kæmper karaktererne mod de onde, og Johnny Cage udvikler sig fra at være den mindst erfarne til at blive en central figur i holdet. Urbans præstation løfter filmen og gør den til en underholdende oplevelse, der formår at balancere vold, action og humor på en måde, der appellerer til både fans af franchiset og nye tilskuere.