Billie Eilishs koncertfilm leverer intim og teknologisk imponerende oplevelse med James Cameron bag kameraet

Da en kunstner co-instruerer sin egen koncertfilm, kan det let føles som en tom æresbevisning – især når man som modspiller har filminstruktøren James Cameron, der står for det teknologiske show med 3D og høj billedhastighed. Men i tilfældet med "Billie Eilish – Hit Me Hard and Soft: The Tour (Live in 3D)" har sangeren og sangskriveren fortjent den delte titel på ægte vis.

Det handler ikke blot om, at hun selv griber kameraet under koncerten. Eilishs musik føles så intim, at den nærmest kræver hendes indflydelse på, hvordan den skal fanges live. Filmen præsenterer et udvalg af hendes største hits – fra gennembruddet "Ocean Eyes" i 2016 til hendes Grammy-vindende "Wildflower" fra 2025 – fremført for et publikum, der synger med i kor. Resultatet er en koncertfilm, der viser den stærke forbindelse mellem en kunstner og hendes fans, hvis følelser ikke blot udtrykkes, men bliver set og hørt.

Det er svært ikke at give filmen topkarakter, når man opdager, at Eilish på hver turne stopper op for at samle et "puppy room", hvor band og crew kan hygge sig med redningshunde. Men koncertoptagelserne er i sig selv engagerende og fantasifulde. Cameron formår at indramme Eilishs intense optrædener med skærme, der projicerer lag på lag af billeder af hende selv, mens scenen bliver badet i kraftige farver og lysstråler. Ofte synes luften omkring hende at knitre af elektricitet, og en glorie dannes bag hende, mens fansene hylder hende som deres redningsengel.

Selvom man tidligere har lyttet til Eilishs musik med stor beundring, har man aldrig oplevet den samme passion som hendes fans. Derfor var det interessant at se, hvordan hendes luftige hvisken ville fungere i en koncertsal. På pladerne føles hendes vokaler så blide, at man næsten må lægge øret til højttaleren for at høre dem. På scenen er lyden større, men følelsen forbliver den samme – og det er netop det, der gør forbindelsen så stærk.

Koncerten indledes med Eilish, der alene træder frem fra toppen af en kæmpemæssig kube, der lyser op med videofeedback. Hun tager øjeblikkeligt scenen – en præstation, der understreger dybere sandheder, som hun senere uddyber i interviewsegmenter mellem live-optrædener af sange som "Lunch", "Bad Guy", "The Greatest" og "Happier Than Ever", samt hendes Oscar-vindende "What Was I Made For" fra Barbie-filmen.

Uden at være selvtilfreds analyserer Eilish, hvordan hendes arbejde udtrykker følelser og kulturelle idéer, der resonerer med hendes hengivne fans. For eksempel forklarer hun, hvorfor hun klæder sig som en farverig udgave af Fred Durst fra Limp Bizkit – med en omvendt baseballkasket, en sportsbluse med "Hard and Soft"-logo og skrå shorts, der når lige til toppen af hendes specialdesignede Air Jordan 4-sko. Eilishs stilvalg er ikke tilfældigt; hun ønsker at udtrykke en bestemt attitude og forbindelse til sin musik.