Dyreplejere i USA lider under psykisk belastning: Sådan påvirker arbejdet med dyrs lidelse dem

I næsten ti år arbejdede Lauren som dyrekontrolleder i et amt i det nordlige Georgia. Jobbet var krævende og aldrig endegyldigt: Hun og hendes kolleger skulle håndtere sager om dyremishandling, forsømmelse, hundebid og dyr, der var sluppet løs. At redde dyr var – og er stadig – Laurens livs passion. Men nogle uger blev belastningen for stor. I begyndelsen af 2024 stod hun over for en særlig hård sag: En mand havde 27 jagthunde stående ude i frostvejr uden ly. Inde bag huset avlede han hundene til jagtformål – på trods af gentagne advarsler fra myndighederne om at skaffe dem husly.

Lauren og hendes team stod over for et umuligt valg: Lad hundene fryse ihjel, eller tag dem med på det allerede overfyldte dyreinternat. De valgte det sidste. Men pladsen var knap, så de måtte aflive flere dyr for at gøre plads til de 27 nye hunde. «Det er dyreplejeren, der står der og skal beslutte: Er det i dag, dette dyr skal dø?» fortalte Lauren. «Og desværre forsvinder det aldrig. Det bærer man med sig resten af livet.»

Lauren bad om anonymitet, da hun stadig er aktiv i det amerikanske dyreværnsmiljø. Hun fortalte, at hun kort efter stod over for endnu en traumatisk begivenhed: To hunde havde angrebet mennesker og blev skudt af politiet. Den ene døde, den anden blev kørt til dyrlæge. Samtidig raserede en alvorlig sygdomsudbrud på internatet, og en medarbejder blev skadet, mens hun forsøgte at fange et løbsk dyr. «Hvordan skal jeg psykisk og følelsesmæssigt klare alt det på én gang?» spurgte hun sig selv. Kort tid efter sagde hun op.

Psykisk belastning i frontlinjen af dyreværnet

Lauren er ikke alene. Mange dyreplejere og -værnsmedarbejdere i USA lider under den konstante eksponering for dyremishandling, forsømmelse og nød. De skal håndtere euthanasier, sygdomsudbrud og utilstrækkelig plads på internaterne – alt imens de kæmper for at redde dyr, der ofte er i en håbløs tilstand. Forskning viser, at mange udvikler PTSD, depression og udbrændthed. Alligevel får problemet sjældent den opmærksomhed, det fortjener.

En undersøgelse fra University of Pennsylvania fra 2020 viste, at mere end halvdelen af dyreplejere i USA lider af symptomer på posttraumatisk stress. En anden undersøgelse fra Humane Society of the United States fra 2022 viste, at næsten 70% af medarbejdere på dyreinternater overvejer at forlade branchen på grund af den psykiske belastning.

Hvad driver belastningen?

• Konstant eksponering for lidelse: Dyreplejere ser dagligt dyr i nød – fra underernærede hunde til dyr med alvorlige sygdomme, der aldrig bliver behandlet.
• Euthanasier: Selvom formålet er at undgå unødvendig lidelse, er det en tung psykisk byrde at skulle beslutte, hvem der skal dø – og hvem der skal reddes.
• Utilstrækkelige ressourcer: Overfyldte internater, mangel på plads og økonomiske begrænsninger tvinger medarbejdere til at træffe umulige beslutninger.
• Mangel på anerkendelse: Arbejdet bliver ofte set som en lavtlønnet og usynlig indsats, hvilket forværrer følelsen af at blive glemt.

Hvad kan gøres?

Eksperter peger på flere løsninger for at støtte dyreplejere bedre:

• Mentale sundhedsydelser: Tilbud om terapi, støttegrupper og psykologhjælp bør være en integreret del af arbejdet.
• Bedre arbejdsvilkår: Flere ressourcer, højere løn og færre bureaukratiske forhindringer kan lette presset.
• Uddannelse og forebyggelse: Medarbejdere bør trænes i at håndtere traumatiske oplevelser og genkende tegn på udbrændthed.
• Offentlig opmærksomhed: Problemet skal bringes frem i lyset for at skabe forståelse og støtte blandt befolkningen.

«Dette er ikke bare et problem for dyrene – det er et problem for de mennesker, der ofrer alt for at redde dem. Vi skylder dem at tage deres lidelse alvorligt.» – Dr. Emily Patterson, psykolog og forsker inden for dyreværn

Vejen frem: At bryde tabuet

Lauren er blot ét eksempel på en dyreplejer, der er blevet knækket af systemet. Men hendes historie illustrerer et større problem: USA’s dyreværnssystem er under pres, og de mennesker, der arbejder i frontlinjen, bliver glemt. For at ændre dette kræves der handling – både fra myndigheder, organisationer og samfundet som helhed.

«Vi kan ikke fortsætte med at antage, at folk kan klare det her alene,» siger Lauren. «Vi skal tale åbent om det, vi oplever, og sikre, at ingen bliver ladt alene med smerten.»