Fuglekiggeri: Da alderdommen ramte mig – og hvorfor det blev en succes

Jeg er gammel. I hvert fald føler jeg mig sådan. Min løbeplayliste indeholder ingen sange efter 2010, og alle mine jeans er smalle. Jeg savner de gamle rygeområder på lufthavne, og når det kommer til den seneste online debat, er jeg glad for, at tingene er blevet bedre – men alligevel.

Så skete det altså: I denne uge stod jeg op klokken seks for at gå en tur i parken og kigge på fugle. Derefter spillede jeg et computerspil om det. Fuglekiggeri blev enormt populært under pandemien, og nu er det næsten, som om alle mine venner er blevet eksperter.

Jeg havde hidtil modsat mig denne trend. De aktiviteter, jeg helst dyrker udendørs – løb og cykling – handler om at bevæge sig hurtigt, ikke om at stå stille. Alligevel har jeg ofte undret mig over fugle, især når de er farverige eller nye for mig. Jeg har prøvet at slå dem op på Google, men det ender altid med et kortvarigt »Nå, hvor interessant« – eller en gang, hvor jeg troede, jeg ville blive ædt af uhyrer under camping, kun for at opdage, at det var skrigene fra en skovhornugle.

Min motivation for at prøve fuglekiggeri med en ven var primært ønsket om at starte dagen med noget andet end Slack-beskeder og regneark. Det var dejligt at vågne op og komme ud i det fri, at stirre aktivt på træer og vand i stedet for på min computerskærm.

Vi deltog i en lille gruppe, der mødes regelmæssigt, og guiden vidste en masse om fugle – eller i hvert fald meget mere end mig som nybegynder. Han kunne fortælle om fuglenes navne, adfærd, foretrukne opholdssteder og hvorfor det var interessant, at de var her i New York i stedet for et andet sted. Det var alt sammen noget, jeg aldrig havde overvejet før.

Jeg indrømmer, at jeg troede, fuglekiggeri ikke krævede nogen særlige færdigheder. Hvor forkert jeg tog. Allerede efter kort tid blev jeg gjort opmærksom på, at jeg slet ikke mestrede brugen af kikkerten. Sidst jeg havde brugt en, var som barn, og det viste sig, at jeg var elendig til det. Jeg ville stirre på en fugl med det blotte øje, sætte kikkerten for ansigtet og straks miste den igen. I løbet af formiddagen blev jeg en smule bedre, men det er tydeligt, at det er noget, jeg skal øve mig mere på.

Jeg lærte også, at fuglekiggeri kræver en form for tålmodighed, som jeg troede, jeg havde – men måske ikke har. Fuglene sidder ikke stille og venter på, at man får øje på dem. Og når man endelig gør det, bliver de ikke stående på ét sted. De små er særligt hurtige, og jeg tilbragte en stor del af formiddagen med at lytte til de andre i gruppen begejstret udbringe »Se der! Se der!« – mens jeg prøvede ikke at klage »Hvor er den blevet af?« som et forkælet barn.

Trods mine manglende evner med kikkerten og min manglende tålmodighed kom jeg hjem med en følelse af tilfredshed. Da jeg endelig gav efter og åbnede min computer, følte det sig ikke længere som en nødvendighed, men som et valg. Måske er det netop dét, der gør fuglekiggeri til en god måde at starte dagen på: Det tvinger én til at slappe af og nyde øjeblikket.