Hvad 'The Devil Wears Prada' kan lære os om AI-skeptikere

For cirka 20 minutter inde i filmen The Devil Wears Prada (2006) af David Frankel leverer Meryl Streep en mindeværdig monolog, der rammer filmens kernekonflikt. Scenen, som muligvis vender tilbage i en kommende opfølger, finder sted i redaktørens kontor på et modeblad, hvor Streep som den iskalde chefredaktør Miranda overvejer kommende numre. Omkring hende er hendes stressede medarbejdere, mens Andie (Anne Hathaway), den nye og noget rodede assistent, noterer ivrigt med.

Da en medarbejder præsenterer to blå bælter for Miranda og forklarer, at det er svært at vælge mellem dem, kommer Andie med en kommentar, der viser hendes manglende forståelse: "Begge bælter ser ens ud for mig. Jeg er stadig i gang med at lære om det her." Reaktionen er præcis det forkerte at sige. Andie har nemlig tidligere givet udtryk for, at hun mener modebranchen er overfladisk og meningsløs – og Miranda har gennemskuet hendes holdning.

Miranda griber lejligheden til at give Andie en skarp og lærerig gennemgang af, hvordan modebranchen fungerer. Hun forklarer, at den blå farve i Andies "klumpede blå sweater" ikke bare er blå, men cerulean – en farve, der har rejst gennem designerkollektioner fra Oscar de la Renta til Yves Saint Laurent, før den endte i Andies skab. Det, Andie afviser som "noget tøj", er en del af et system, hun allerede er en del af – om end passivt. Et system, der skaber millioner af jobs og milliarder i omsætning.

"Det er næsten komisk, hvordan du tror, du har truffet et valg, der fritager dig fra modebranchen," siger Miranda til den nu tavse og ydmygede Andie, "når du i virkeligheden bærer en sweater, som er blevet udvalgt til dig af folkene her i rummet… fra en bunke 'noget tøj'."

Andies holdning gennem filmen er, at hun som praktikant på et modeblad betragter branchen som meningsløs og kun er en passiv observatør. Miranda mener til gengæld, at modebranchen er alt, hvad der betyder noget. Men pointen er ikke, hvem der har ret. Pointen er, at vi alle bærer tøj – og dermed er en del af systemet, uanset om vi ønsker det eller ej.

AI-skeptikere og illusionen om at stå uden for systemet

Her kommer AI ind i billedet. Selvom en cerulean-bælte ikke er en stor sprogmodel, og Miranda ikke er Sam Altman, illustrerer scenen en tendens blandt nogle AI-skeptikere: at tro, at man kan udelukke sig selv fra påvirkningen af en milliardindustri – og føle sig moralsk overlegen for det.

Der findes en lille, men højlydt gruppe af AI-skeptikere, der mener, at de kan undgå at blive påvirket af kunstig intelligens. De afviser AI som overflødig, farlig eller unødvendig og hævder, at de kan leve uden den. Men ligesom Andie, der tror, hun kan stå uden for modebranchen, er det en illusion. AI er allerede en integreret del af vores hverdag – uanset om vi aktivt bruger det eller ej.

Fra de algoritmer, der styrer vores sociale medier, til de anbefalinger, vi får, når vi søger på nettet, er AI en del af det system, vi alle er en del af. At forsøge at undslippe det er som at prøve at undslippe tyngdekraften: umuligt. Spørgsmålet er ikke, om vi skal acceptere AI, men hvordan vi bedst integrerer det på en måde, der gavner samfundet.

Lektionen: Vi er alle en del af systemet

Mirandas pointe i The Devil Wears Prada er enkel: Vi kan ikke stå uden for de systemer, der omgiver os. Modebranchen er ikke anderledes end techbranchen, og AI er ikke en undtagelse. At afvise AI fuldstændigt er ikke bare naivt – det er umuligt.

I stedet for at kæmpe imod udviklingen bør vi fokusere på at forstå, hvordan AI fungerer, og hvordan vi kan bruge det til at forbedre vores liv og samfund. Kritik er vigtig, men det er lige så vigtigt at erkende, at vi alle er en del af det system, vi kritiserer.

"Det er næsten komisk, hvordan du tror, du har truffet et valg, der fritager dig fra modebranchen, når du i virkeligheden bærer en sweater, som er blevet udvalgt til dig af folkene her i rummet… fra en bunke 'noget tøj'." – Miranda, The Devil Wears Prada