Lena Dunham: Fra hadet ikon til genfortalt offer

Lena Dunham stod for nylig frem i The Drew Barrymore Show for at promovere sin nye memoir, Famesick. Med bogen vender hun tilbage til rampelyset, men denne gang med en helt anden tone end tidligere. I stedet for de mange kritiske analyser fra 2010’erne, der diskuterede, hvorvidt hun var problematisk, kommer der nu undskyldninger fra tidligere modstandere.

Rachel Simon skrev i MS Now, at samfundet skylder Dunham en undskyldning: "Dunham har altid været et ufuldkomment menneske, men hun fortjente hverken vores had eller de umulige forventninger om, at hun skulle være perfekt."

Sonia Soraiya fra Slate indrømmer ligeledes, at hun tog fejl: "Jeg var en af Lena Dunhams kritikere. Jeg var forkert. 'Girls' aktiverede min egen selvhad, og jeg og andre kritiserede hende hårdere end nødvendigt."

Dave Schilling fra The Guardian skrev direkte: "Jeg var en af Lena Dunhams hadere. Jeg vil gerne sige undskyld. Vi gjorde hende til et symbol, som vi kunne brænde af, uden at tænke på konsekvenserne. Det er det mest uretfærdige, jeg kan forestille mig."

I Famesick beskriver Dunham, hvordan den intense offentlige debat omkring hende, da Girls havde premiere i 2012, forværrede hendes kroniske sygdomme. Hun blev senere diagnosticeret med endometriose og Ehlers-Danlos syndrom. Kombinationen af berømmelsens stress og fysisk smerte førte hende ind i en opioidafhængighed og selvdestruktiv adfærd, hvilket blot forstærkede den offentlige diskussion om hende.

Selv i 2010’erne, på højden af hendes berømmelse, var mange af de kritiske røster overdrevent hårde. Med 15 års afstand og Girls nu anerkendt som et betydningsfuldt kunstnerisk værk, fremstår mange af de tidligere kontroverser urimelige. Vi burde ikke have været så grusomme over for hende, lyder den voksende konsensus.

Dunhams genoprejsning minder om tidligere diskurser, hvor samfundet har genovervejet behandlingen af ikoner som Monica Lewinsky, Britney Spears og Paris Hilton. Med årene er det blevet tydeligt, at medieomtalen af disse kvinder ofte var drevet af misogyni, forklædt som bekymring.

I dag er det ofte usagte fjende, cancel culture, der bliver peget på. Den sociale medieskamning og fordømmelse, som blomstrede i takt med Dunhams karriere i 2010’erne, bliver nu set i et nyt lys. Undskyldningerne til Dunham bliver dermed også en måde at tage afstand fra cancel culture og argumentere for, at ingen fortjener at blive gjort til et symbol på andres frustrationer.