David Risher havde som barn klippet mange græsplæner og renset tagrender, men hans første faste job var som avisbud. I dag lyder det næsten nostalgisk, men det var en vigtig milepæl for mange dengang.
Han voksede op i Chevy Chase, Maryland, lige uden for Washington D.C., primært opdraget af sin mor i et af de mindste huse i kvarteret. Hun plejede at sige, at de aldrig var fattige – de havde bare ikke mange penge. Da han som 15-årig hørte, at en avisrute for Washington Post betalte 100 dollar om måneden, tog han straks imod tilbuddet.
En avis i sin guldalder
Det var Washington Post på sit højeste, ikke længe efter at avisens dækning af Watergate-skandalen havde gjort den berømt. Hver eneste husstand i området havde et abonnement. Politikere, advokater, lobbyister og medarbejdere – de vågnede hver morgen og forventede at finde avisen på deres dørtrin klokken 6.30. Selvom Risher blot var den unge mand, der sørgede for, at avisen lå der, følte han sig alligevel vigtig.
Hver dag klokken 5.30 stod han op syv dage om ugen, klar til at fylde sin rygsæk og gå fra dør til dør. Der var noget rensende ved den time på dagen. Ingen stillede krav til ham – det var blot arbejdet foran ham og ansvaret for at få det gjort. Han elskede det.
Onsdagene var hårde
Onsdagene var imidlertid en helt anden sag. Reklameindsatserne fra supermarkeder som Safeway og Giant gjorde rygsækken så tung, at han kunne mærke vægten i skuldrene i dagevis. Og det blev endnu værre, hvis det regnede. Men folk var afhængige af, at Post kom frem. Nogen ville hælde deres kaffe op, sætte sig ved køkkenbordet og gribe efter avisen – uanset vejret. Uanset om det var onsdag eller ej.
Lærdommen om pålidelighed
I dag ser Risher tilbage og indser, at jobbet lærte ham mere end blot at møde til tiden. Det lærte ham, at pålidelighed er en form for respekt. Alle ønsker at blive set. Når du forpligter dig til at være der for nogen – og holder dit løfte – fortæller du dem: Jeg ser dig. Du betyder noget.
Denne indsigt ligger til grund for, hvad der sker hos Lyft i dag. Hver kørsel er en forpligtelse. En chauffør, der tager afsted klokken 5 om morgenen – og der er mange, der gør det – holder det samme løfte, som Risher gjorde som avisbud: Jeg kommer. De skal til lufthavnen, hospitalet eller en jobsamtale.
Indsatsen er højere end dengang, hvor en 12-årig afleverede en avis onsdag morgen. Men hans forpligtelse er den samme: syv dage om ugen, 24 timer i døgnet, milliarder af gange om året. Det er en værdifuld lektion, uanset hvad man laver.
Mit første job er en fast serie, hvor fremtrædende erhvervsledere fortæller om deres første job og de erfaringer, de gjorde sig.