Anmeldelse: 'Obsession' – En gyserfilm om uetisk kærlighed og magt

Filmen ‘Obsession’, instrueret af Curry Barker, fremstår som en mere vellykket og tankevækkende udgave af ‘Wonder Woman 1984’. Selvom den ikke er en direkte genindspilning, genbruger den centrale temaer og narrativer på en måde, der fremstår både original og foruroligende.

Historien følger Bear, spillet af Michael Johnston, en usikker og ensom mand, der arbejder i en musikbutik. Han har et dybt crush på sin kollega, Nikki (Inde Navarette), men mangler modet til at tilstå sine følelser. I et desperat forsøg på at vinde hendes kærlighed hiver han en mystisk legetøjsdukke, ‘One Wish Willow’, frem og ønsker sig, at Nikki skal elske ham mere end alt andet i verden. Ønsket går i opfyldelse – øjeblikkeligt.

Det, der starter som en drøm, udvikler sig hurtigt til et mareridt. Nikki bliver besat af Bear, tilbeder ham og ofrer alt for ham – endda med at oprette forfærdende altere med liget af hans døde kat. Hun mister al selvstændighed og står blot og venter på ham, når han ikke er hjemme, og ender med at gøre sig beskidt af uværdighed. Scenerne, hvor Nikki pludselig bryder ud af sin besættelse og ser forfærdet ud over sin situation, er blandt filmens mest chokerende øjeblikke. Alligevel vender hun altid tilbage til sin tvangsmæssige tilbedelse, som om hendes fri vilje er blevet udslettet.

‘Obsession’ udforsker et klassisk tema: at få det, man ønsker sig – og fortryde det. Men hvor mange ønskerfilm fokuserer på den onde ønskemager, der narer uskyldige ofre, vender ‘Obsession’ dette koncept på hovedet. Her er det Bears egoisme og moralske fejl, der driver handlingen. Filmen stiller et ubehageligt spørgsmål: Hvor grænseløs er man villig til at gå for at få sin vilje, selvom det kræver at fratage en anden deres frihed?

I modsætning til ‘Wonder Woman 1984’, som aldrig forholder sig til de etiske konsekvenser af dets plot, er ‘Obsession’ bevidst om sin egen mørke side. Instruktør Curry Barker benytter sig af Bears perspektiv for at udfordre tilskueren: Kan man sympatisere med en person, der begår forfærdelige handlinger, blot fordi man forstår hans motivationer? Filmen tvinger os til at konfrontere vores egen evne til at rationalisere egoisme og magtmisbrug.

Barker skaber ikke blot en gyserfilm – han skaber en ubehagelig refleksion over kærlighed og kontrol. Ved at fremstille Bears ønske som en moralsk forseelse, uanset om det bliver opfyldt eller ej, stiller filmen skarpt på, hvor farligt det er at ønske sig andres følelser uden hensyntagen til deres autonomi. Resultatet er en film, der både skræmmer og provokerer, og som efterlader et varigt indtryk af ubehag.