Big Ten uddeler rekordstor milliardregning til medlemmerne

Der er en mærkelig dobbelthed i den aktuelle dækning af amerikansk college-sport. Nogle medier fokuserer på den påståede krise, som NCAA og universiteterne befinder sig i. Andre fremhæver imidlertid den økonomiske succes i branchen. Få artikler peger imidlertid på den åbenlyse modstrid mellem ordene og handlingerne.

De ledende kræfter i college-sporten forsøger at udnytte frygtbaserede argumenter til at presse Kongressen til at give dem en antitrust-undtagelse. Dette ville give universiteterne mulighed for at begrænse spillernes indtjeningspotentiale og mobilitet – uden at spillerne har reel indflydelse på processen. Samtidig kan det ikke benægtes, at topcollege-sporten genererer enorme summer.

Ifølge Sports Business Journal uddelte Big Ten en rekordstor sum på 1,37 milliarder dollar til sine 18 medlemmer for det regnskabsår, der sluttede 30. juni 2025. Det er en stigning på 490 millioner dollar sammenlignet med året før. Beløbet kommer lige efter, at SEC i februar uddelte 1,03 milliarder dollar til sine medlemmer.

Der er altså masser af penge i college-sporten. Men ligesom i enhver anden branche søger universiteterne at maksimere profitten. Udgiftssiden er blevet presset af spillernes nye frihedsgrader, mens indtægtssiden er blevet påvirket af begrænset booster-støtte til spillernes NIL-betalinger (Name, Image, Likeness).

Spillerne bør have kollektive rettigheder

Den rette løsning er enkel: Dann en fælles forhandlingsenhed og indgå kollektive overenskomster med spillerne. Dette ville sikre regler om økonomi, kvalifikationskrav og transfermuligheder på et fair grundlag.

Universiteterne ønsker imidlertid ikke dette, fordi kollektive forhandlinger ville føre til yderligere regler. Regler om adgang til spillere i lavsæsonen for 'frivillige' træningssessioner. Regler om træningsintensitet. Regler, der giver spillerne flere rettigheder end blot retten til endelig at blive betalt.

I stedet forsøger universiteterne at få Kongressen til at give dem en 'gylden billet' under påskud af at bevare konkurrencemæssig balance. Dette argument holder imidlertid ikke, da konkurrencen allerede var skæv inden NIL-æraen begyndte.

Magten er skiftet til spillerne

Kernen i sagen er, at de universiteter, der tidligere havde rigget det gamle system til deres fordel, nu må se sig overhalet af dem, der har knækket den nye kode. På et bredere plan handler det om, at spillerne endelig har reel magt: retten til at blive betalt efter markedsværdi og muligheden for at skifte universitet, når de ønsker det.

Trænere har haft denne magt i årevis, men ingen har forsøgt at fremstille det som en krise. Den nuværende lovgivningsmæssige indsats fokuserer udelukkende på at begrænse spillernes rettigheder – ikke trænernes.

College-fodbolden er ikke i krise. Universiteterne står blot over for den realitet, at spillere, som i årtier har været udnyttet gennem antitrust-overtrædelser, nu har vendt magtbalancen. Universiteterne ønsker at genoprette den gamle orden, men uden at røre ved trænernes magt.

Debatten vil fortsætte, indtil universiteterne får det, de ønsker. I mellemtiden fortsætter milliarderne med at strømme ind.