De evindelige stående ovationer på Cannes: Når hyldesten bliver absurd

I gamle dage bestod redskaberne for en journalist eller kritiker, der dækkede en premiere på Cannes Filmfestival, blot af en notesblok og en kuglepen. I dag er der imidlertid kommet endnu et nødvendigt – om end beklageligt – redskab til listen: stopuret på en iPhone. Årsagen? De evindelige, stående ovationer.

Der er naturligvis intet galt i, at publikum på Cannes hylder instruktører, manuskriptforfattere og skuespillere for en fremragende film. Men det, der engang var en spontan reaktion, er blevet til en fast ritual i Grand Auditorium Lumière. Ovationerne er blevet så lange og forudsigelige, at de næsten minder om de røde løber-selfies, som festivalen forsøgte at forbyde for mange år siden. Fire minutters stående applaus anses i dag for at være et tegn på svag begejstring. Først når publikum har stået i fem til seks minutter, er det klart, at de virkelig elskede filmen.

Medierne bærer hovedparten af skylden. Siddende i pressebænkene i Lumière observerer journalister, hvordan kolleger straks hiver telefonerne frem og starter stopuret, så snart rulleteksterne starter. Resultatet er en strøm af artikler med overskrifter som "Joaquin Phoenix brister i gråd under fem minutters stående ovation for MAGA-western ‘Eddington’" eller "Richard Linklaters ‘Nouvelle Vague’ modtager elektrisk 10-minutters ovation på Cannes". Det er ikke nyheder – det er meningsløs clickbait, der skaber en akavet stemning i salen og får dygtige instruktører til at føle sig som tåber.

"Problemet var, at jeg stod der og takkede og sagde alt muligt lort, mens jeg tænkte: Hvorfor får vi den reaktion? Var det fordi filmen var god, eller fordi de ville teste min udholdenhed? Jeg var kun interesseret i ét: Kan de lide filmen? Det er det, jeg ville vide. Men jeg måtte stå der og smile, vinke og vende mig mod castet… Jeg gjorde mig bare til grin. Det var absurd."

Terry Gilliam, instruktør, om 15-minutters ovationen efter premieren på ‘The Man Who Killed Don Quixote’ i 2018

Absurditeten går imidlertid endnu længere. Medierne er aldrig enige om, hvor lang tid en ovation egentlig varer. Én avis skriver syv minutter, en anden ti. Årsagen er, at det er svært at afgøre, hvornår ovationen egentlig begynder og slutter. Typisk starter klapperne, når rulleteksterne ruller, ofte aftagende, indtil lyset tændes og publikum rejser sig. Instruktørens og castets reaktioner bliver vist på storskærmen, hvilket udløser endnu mere applaus og får publikum til at konkurrere om, hvor længe de kan holde humøret oppe. Instruktører kan dog kontrollere, hvornår de tager mikrofonen i brug. Hvis de ønsker at forlænge ovationen, kan de holde en kort tale. Men det er sjældent, at de gør det af ægte begejstring – snarere for at imødekomme publikums forventninger.

Resultatet er en ond cirkel, hvor mediernes måling af ovationernes længde presser publikum til at stå længere og længere. Og jo længere de står, desto mere forventer de, at instruktøren skal sige noget – hvilket igen forlænger ovationen. Det er en absurditet, der overskygger filmene og får Cannes til at fremstå som en festival for tomme gestus snarere end for filmkunst.