Jeg stod og lavede brødrist på weekenden, da jeg pludselig begyndte at nynne en melodi. "Hmmmm hmmmm hmmmm hmmmmm, ohhhhh oh whoah oh whoah, hmmmmmm hmmmmm hmmmmm hmmmmmm". Jeg sang den bløde, men grove stemme i det, der måtte lyde så underligt, at min kone vendte sig om og spurgte: "Hvad fanden synger du egentlig?"
Til det svarede jeg: "Det er Shigeru Matsuzakis ikoniske reklame for PlayStation Vita fra 2012. Kendte du den ikke?"
Reklamen er 14 år gammel, men sangen og den dybe, karakteristiske stemme er så fængende, at jeg ikke kan huske en eneste uge siden, hvor jeg ikke har tænkt på den eller sunget med. Hver gang jeg hører om Vita, tænker jeg på den. Når ordet "crooner" nævnes, dukker den op. Og hvis nogen siger "Katamari Damacy" – det spil, som Matsuzaki formentlig er bedst kendt for i Vesten – kommer reklamen først i tankerne, før selve sangen.
Reklamen handlede tilsyneladende slet ikke om Sonys håndholdte konsol. Der nævnes intet om Vita, der bæres ingen Vita-trøje, og der spilles ikke på en PlayStation-guitar. Alligevel lykkedes det at få en berømt sanger til at sidde på en stol og synge i ét minut, hvorefter en lille Vita-overdækning blev smidt ind i slutningen. Og alligevel, 14 år senere, sidder jeg her stadig og synger med – og bliver straks mindet om en håndholdt konsol, som stoppede produktionen i 2019 og ikke havde været relevant i årevis før det.
Hvis det ikke er definitionen på en rigtig god reklame, ved jeg det ikke.