Fuglelivet på YouTube: Hvorfor vi alle har en parasocial forbindelse til Jackie og Shadow

Jeg har aldrig følt mig så tæt på nogen som på Jackie og Shadow. Ikke en menneskelig ven, kollega eller familie, men to ørne, der lever deres liv 145 meter oppe i et grantræ i Big Bear Valley, Californien.

Gennem en YouTube-livestream, der kører døgnet rundt, følger jeg med i deres hverdag. Jackie og Shadow er forældrene til to små unger, som endnu ikke har fået navne. Navnene bliver senere valgt af en gruppe tredje-klassinger fra Big Bear. For mig er det en fast rutine: Jeg tænder for livestreamsen, når arbejdsdagen starter, og lader den køre på min anden skærm eller i fuldskærmsvisning på fjernsynet.

Mens jeg skriver Slack-beskeder og tjekker faktatjek, lever Jackie og Shadow deres liv. De jager, fodrer ungerne, reparerer reden og holder vagt over deres territorium. Når min mand ringer for at høre, hvordan min dag har været, fortæller jeg ham om ørnene.

«Hvordan var din dag?» spørger han. «God, men lidt stressende. Jackie og Shadow måtte forlade ungerne for at jage nogle krager væk, der kom for tæt på reden.»
«Nå,» siger han, «det lyder stressende.» Han siger det med en forståelse, der ikke røber, at han egentlig ikke ved mere om min dag end det, jeg lige har fortalt ham.

Min dag er som regel også god, om end en smule stressende. Jeg leder faktatjek-afdelingen på Mother Jones og gennemgår nøje kollegers artikler for logiske spring, faktuelle fejl eller juridiske problemer. Jeg tror på det arbejde, vi laver på Center for Investigative Reporting, og jeg nyder det. Alligevel bliver jeg somme tider overvældet – af ansvaret, nyhederne eller bare livet i al almindelighed.

Men så hører jeg Jackie skrige. Min hund hader lyden og løber rundt i stuen, som om hun leder efter kilden. Ofte er det, fordi Shadow netop har bragt en fisk hjem fra søen, og Jackie skriger af glæde, mens hun straks begynder at fodre ungerne. De er kun to uger gamle, men vokser hurtigt. Om otte uger vil de forlade reden. Det minder mig om, når min mand kommer hjem med en lille godbit – en chokolade eller en pose chips. Jeg jubler også, men hvor han har tilbragt dagen blot få meter fra et fyldt køkken, har Jackie været 145 meter oppe i luften.

Alt ved disse fugle glæder mig. Samtidig får det mig til at indse, hvor meget vi mennesker søger forbindelse – ikke kun til hinanden, men også til det naturlige liv omkring os. Jackie og Shadows liv er simpelt, direkte og fuldt af formål. Deres eneste opgave er at overleve og opdrage deres unger. Alligevel føles det, som om de deler noget med os: en hverdag fyldt med udfordringer, glæder og pligter.

Måske er det derfor, vi alle har vores parasociale forhold til dem. Vi følger med, vi spekulerer, vi glædes og bekymrer os – som om de var en del af vores egen familie.