Generationen, der sad fast i lockdown: Når livet ikke rigtig starter

Andrew Martins litterære univers er befolket af karakterer, der er overuddannede, men underbeskæftigede. De drømmer om at skabe kunst, men ender ofte med at drukne i selvdestruktion – enten gennem stoffer, dårlige forhold eller en kombination af begge. I hans debutroman Early Work fra 2018 lever Ph.D.-dropouten Peter og forfatteren Leslie i et forhold, der bliver smurt med spiritus, hash og andre rusmidler. I novellesamlingen Cool for America fra 2020 flirter en fortæller med sin ven’s kone gennem en tåge af smertestillende piller og spiritus, indtil manden slår glasset i fortællerens ansigt.

Deres ungdom gør deres adfærd mere tilgivelig, om end ikke nødvendigvis sympatisk. Martin fokuserer ofte på personer i starten af tyverne, der endnu ikke er belastet af voksenlivets forpligtelser som huslån, børn eller en ødelagt lever. Alligevel aner de, at deres tid er ved at løbe ud. Peter, som også optræder i Cool for America, opsummerer det med ordene: “Jeg ventede bare på det uforudsete, der ville sende mig skrigende ind i trediverne. Stop mig, hvis I har hørt det før.”

I Martins nye roman Down Time er den ventede forandring endelig kommet – men ikke på den måde, nogen havde forestillet sig. Fire venner i midten af trediverne, Cassandra, Malcolm, Antonia og Aaron, er nu tættere på midaldrende end på ungdommen. Alligevel er de ikke blevet mere modne. De er stadig de samme selvbevidste selvdestruktører, der søger mild seksuel ydmygelse og kæmper med afhængighed og ustabile forhold.

Stilstand i en tid med forandring

Romanens begyndelse er sat til januar 2020. Aaron, der kæmper med alkoholisme, forklarer sin tilbagefald med ordene: “Alt var altid det samme, det samme, det samme.” Malcolm, der kæmper med at skrive sin næste bog efter succesen med sin første, men skæve roman, gentager temaet: “Alt, hvad jeg gjorde, førte mig tilbage til det samme sted.” Deres klager synes at være en kosmisk joke – indtil Covid-19 bryder ud og forstærker deres stillestående liv på en voldsom måde.

Pandemien bliver det vendepunkt, ingen af dem havde bedt om. Mens de tidligere generationer af Martins karakterer kæmpede med at finde deres vej, bliver disse fire venner tvunget til at stå stille – ikke af mangel på ambition, men fordi verden pludselig er blevet lukket ned. Deres problemer med afhængighed, kærlighed og arbejdsliv bliver ikke løst af pandemien, men forværret og forstyrret på én gang. Down Time stiller derfor spørgsmålet: Hvad sker der, når livet ikke rigtig starter – og så kommer en krise, der gør det endnu sværere at komme videre?

Et univers af tilbagevendende temaer

Martin’s litterære univers er kendetegnet ved gentagelser. Hans karakterer er ofte spejlinger af hinanden, og deres problemer er universelle: de søger mening, men ender i det samme mønster af selvdestruktion og ubeslutsomhed. I Down Time bliver dette mønster forstærket af pandemien, der tvinger karaktererne til at konfrontere deres stillestående liv på en mere brutal måde.

Romanen udforsker, hvordan vi alle kan føle os fanget i et loop af forventninger og skuffelser. Martin’s skildring af sine karakterer er både ironisk og rørende – de er ikke helte, men heller ikke ofre. De er blot mennesker, der kæmper med de samme udfordringer, som mange af os kender: at finde sin plads i verden, når livet ikke udvikler sig, som man havde håbet.