Gwendoline Rileys romaner: Når livets mål aldrig bliver nået

Mange af os har på et tidspunkt troet, at et bestemt mål ville gøre os lykkelige: at få udgivet sit arbejde, flytte til udlandet, skifte job, finde en ny kæreste eller købe en ny lejlighed. Nogle af disse mål har vi opnået, andre venter vi stadig på, og nogle er heldigvis blevet glemt med tiden. Men det viser sig, at tilfredsheden sjældent varer ved. Der er altid et nyt mål, en ny milepæl, der trækker os videre.

Denne evige jagt på noget, der aldrig helt tilfredsstiller, er netop det, der gør Gwendoline Rileys litteratur så genkendelig. Den britiske forfatter, kendt for romaner som My Phantoms og Cold Water, skriver om mennesker, der føler sig overladt til tilværelsens tilfældigheder – økonomisk, kulturelt og socialt. Hendes fortællere er ofte kvinder, der kæmper i periferien af samfundet, enten som freelancere i kulturbranchen eller ved at arbejde i lavtlønsjob i Nordenglands hjemegne. Deres mødre fremstår selvsikre på en mistænkelig måde, fyldt med foragt for omgivelserne, mens mændene i deres liv – kærester, chefer eller fraværende fædre – ofte er frustrerede og projicerer deres egne fiaskoer ud på verden.

I Rileys seneste roman, The Palm House (udgivet på dansk som Palmehuset), følger vi Laura, en freelanceforfatter, der desperat forsøger at holde sig oven vande i en ustabil medieverden. Hun skriver lejlighedsvis for det intellektuelle magasin Sequence, men det er slutningen af 2010’erne, og Brexit har netop fundet sted. Magasinets nye chefredaktør, en mand der insisterer på at blive kaldt “Shove”, er en karikatur af en uduelig leder med magtfulde forbindelser. Hans mål er at gøre Sequence til “en slags London-udgave af The New Yorker” – og det betyder, at han skubber den erfarne redaktør Edmund Putnam ud, en mand, der tidligere har givet Laura hendes første skridt ind i journalistikken og som har viet sit liv til magasinet.

Putnams fremtid, Lauras fremtid og medieverdenens fremtid står pludselig på spil. Men The Palm House handler ikke blot om en redaktionel krise. Romanen er i virkeligheden en skarp og præcis skildring af Lauras usikre tilværelse, der hele tiden balancerer på kanten af økonomisk og eksistentiel kollaps.

Laura voksede op i Liverpool sammen med sin bedstemor og mor. Familien var præget af en “stærk hæmning mod substansielle samtaler”, og al kommunikation endte i floskler og klisjeer. Bedstemoren bladrede i gadgetkataloger, mens moren talte i en underlig, ubestemmelig accent, sandsynligvis hentet fra tv. Ingen af dem havde brug for indspark udefra – og det var netop den form for isolation, der prægede Lauras opvækst.

Rileys romaner er ikke blot underholdende læsning; de er spejlinger af vores samfunds strukturelle frustrationer. Hendes figurer søger konstant efter mening, men ender med at blive fanget i en cyklus af uopfyldte forventninger og skuffelse. The Palm House er endnu et eksempel på, hvordan litteraturen kan afdække de usynlige barrierer, der holder os tilbage – og hvordan vi aldrig helt slipper for at jagte det næste mål, uanset hvor meget vi måtte have opnået.