Kom med i The Universal Baseball Association – en skjult litterær perle

Der var en tid, hvor jeg var overbevist om, at jeg vidste præcis, hvad en rigtig roman var – og hvad den skulle bruges til. I mine sidste collegeår, præget af en overmodig sikkerhed, havde jeg dannet mig et klart billede ud fra de bøger, jeg havde læst, og anmeldelserne af dem. For mig var romaner historier om mænd i utilfredse ægteskaber. Nogle gange var de englændere, andre gange amerikanske professorer, og nogle arbejdede i erhvervslivet. Men det var i store træk det hele, som jeg så det.

Nogle af disse bøger, som jeg både nød og beundrede, holder sikkert stadig mål. Jeg er også klar over, at jeg måske er lidt hård eller uretfærdig over for forfattere som Saul Bellow, der skrev om, hvordan det føles at være en mand i et utilfredsstillende ægteskab. Men selv da jeg forstod, at det var det, disse værker handlede om, og det, jeg selv ville skrive om, følte jeg mig alligevel indespærret. Det var ikke kun, fordi jeg endnu ikke havde oplevet de ting, som bøgerne beskrev – skønt det nok heller ikke hjalp. Men tanken om, at det var det hele – det evige utilfredse voksenliv, gentaget i de rammer, jeg kendte fra andre historier – føltes forkert for mig.

For at være helt ærlig betød det ikke, at jeg havde opgivet drømmen om at vandre gennem de samme gange resten af mit liv. Jeg opgav ikke ambitionen om at blive en stor amerikansk forfatter, før jeg havde været ude af skolen i næsten et årti. Det, der først føltes som en identitetskrise, blev med tiden til noget, der mere lignede lettelse. Men i tilbageblik forstår jeg, hvorfor de bøger, der brød med disse forventninger eller blot undlod at gøre det, jeg troede, de skulle, føltes så forfriskende og livsvigtige for mig. Jeg havde været så optaget af at analysere detaljerne i de rum, jeg kendte så godt, at jeg aldrig havde lagt mærke til, hvor klaustrofobisk det hele føltes – og hvor tynd luften var blevet.