Krig mod Iran afslører svækkelse af amerikansk økonomisk magt

To måneder efter at USA og Israel indledte en militær aktion mod Iran, er konflikten fortsat uløst. Mens mange analyser har fokuseret på de militære og diplomatiske begrænsninger i krigen, afslører konflikten nu et andet centralt problem: de amerikanske sanktioners faldende effektivitet.

USA har i årtier været verdens førende økonomiske og militære magt og har udnyttet sin position til at gennemtvinge økonomisk tvang som redskab i udenrigspolitikken. Fra sanktioner mod Nordkorea under Kim-regimet til straffeaktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine og mod Iran siden 1979-revolutionen har Washington anvendt økonomisk pres for at nå sine mål. Men i takt med, at USA’s globale indflydelse langsomt svækkes – og verden bliver stadig mere multipolar – mister landet gradvist evnen til at udnytte økonomien som våben.

Som forskere inden for økonomiske sanktioner og statskunst mener vi, at krigen mod Iran tydeligt demonstrerer, at amerikanske sanktioner ikke længere har den samme slagkraft som tidligere.

Sanktionernes begrænsninger mod Iran

Siden 1979 har forholdet mellem USA og Iran været præget af fjendskab. Washington har gennemført en politik baseret på straf, inddæmning og isolation af Iran, blandt andet gennem primære, sekundære og målrettede økonomiske sanktioner. Disse sanktioner er blevet anvendt af forskellige årsager, herunder Irans påståede støtte til terrorisme i regionen og dets atomprogram.

Da Irans atomprogram blev opdaget i 2003, førte det til FN-sanktioner og en samlet vestlig indsats for at begrænse Irans adgang til det internationale banksystem. Ifølge politologen Adam Tarock betød dette, at Iran «vandt lidt, men tabte meget».

I 2015 blev Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) indgået mellem USA, Iran, EU-lande, Rusland og Kina. Aftalen begrænsede Irans atomprogram til gengæld for lempelse af sanktioner. På det tidspunkt led Irans økonomi under høj inflation og stigende fødevarepriser, og aftalen skulle give landet åndehul. Men i 2018 trak USA sig ud af aftalen under Trump-administrationen og genindførte sanktioner. Selvom andre lande ikke fulgte trop, valgte de fleste globale virksomheder at undgå forretninger med Iran af frygt for amerikanske reaktioner.

I 2019 genoptog Iran sit atomberigelsesprogram, blot ét år efter USA’s tilbagetrækning fra JCPOA. Biden-administrationen har senere forsøgt at genoptage forhandlingerne, men sanktionernes effekt er blevet svækket af den globale magtfordeling, der er under forandring.

Den multipolare verdens indvirkning

USA’s evne til at udnytte økonomisk tvang som våben er blevet udfordret af flere faktorer. For det første har Kina og andre nye økonomiske centre vundet indflydelse, hvilket reducerer USA’s kontrol over globale finansielle systemer. For det andet har Irans evne til at omgå sanktioner gennem alternative handelsruter og partnerskaber med lande som Kina, Rusland og Indien vist sig mere effektiv end forventet.

Disse udviklinger understreger, at amerikanske sanktioner ikke længere er en garanti for succes i udenrigspolitikken. I stedet risikerer de at blive en byrde for både USA og de lande, der er mål for sanktionerne, uden at opnå de ønskede resultater.

«USA’s sanktioner mod Iran har vist sig at være en dobbeltskarp kniv. De skader Irans økonomi, men de svækker også USA’s globale troværdighed og økonomiske magt på lang sigt.» – Ekspert i international økonomi

Konflikten i Mellemøsten illustrerer således en større tendens: den amerikanske økonomiske dominans er ikke længere ubestridt, og sanktioner mister gradvist deres effektivitet i en stadig mere kompleks global orden.