Michael Jackson-biografien 'Michael': En omskrevet sandhed og dens konsekvenser

Få medier har haft så stor indflydelse på, hvordan vi opfatter virkeligheden, som film har haft gennem historien. Mennesker er biologisk indrettet til at stole på det, vi ser og hører – en egenskab, som George Orwells dystopiske roman 1984 illustrerer perfekt. I bogen er det mest chokerende bevis på det totalitære regimes magt netop kravet om, at man skal 'afvise beviserne fra sine egne øjne og ører'.

Historikeren Thomas Doherty understreger i sin nye bog How Film Became History netop dette: Indtil fremkomsten af algoritmestyrede sociale medier var film det ultimative propagandaværktøj. I Sovjetunionen blev arkivoptagelser eksempelvis brugt til at fremstille Lenin – og senere Stalin – som guddommelige figurer og til at omskrive historiens gang for at passe til den herskende ideologi.

Denne magt til at omskrive – eller endda slette – fortidens synder er altafgørende for at forstå, hvorfor 'Michael' ser ud, som den gør i dag. Som Puck-journalisten Matthew Belloni har dokumenteret gennem de seneste år, er denne biografi blevet gennemgribende redigeret for at undgå juridiske problemer. Filmen er produceret med Jacksons boets godkendelse, men da boet ikke lovligt kan dramatisere anklagerne om seksuelle overgreb mod den dengang 13-årige Jordan Chandler, måtte man foretage omfattende omoptagelser.

Hvordan så det oprindelige manuskript ud? Belloni citerede i januar 2025:

Manuskriptet starter og slutter med 1993-granskningen af Jacksons kropslige forhold, som den 13-årige Chandler beskrev. Chandler-familien fremstilles som pengesugende opportunister, der fremsætter grundløse anklager, som tvinger Jackson til at udholde spot og forfølgelse, indtil han til sidst indgår en 20-millioners aftale og efterlades med en ødelagt ry og integritet.

En sådan fremstilling ville have været juridisk umulig. Men de ansvarlige for produktionen indså hurtigt, hvilken magt film besidder. Uden korrektion ville Jacksons familie kunne forme historiens gang i den offentlige bevidsthed for evigt.

Da man stod over for en urealiserbar investering på flere hundrede millioner, måtte instruktør Antoine Fuqua, producer Graham King (kendt fra Bohemian Rhapsody) og Jacksons retslige repræsentant John Branca hurtigt redde projektet. Resultatet er en film, der føles underlig tom.

Det, der er tilbage, er en biografi, der mangler næsten al dramatisk spænding. Den skildrer en – måske den – af historiens største popstjerners ubetingede succes. En fortælling, der er indhyllet i en næsten hellig glød af barnlig uskyld og engleagtig stemme. En film, der utvivlsomt får én til at ville rejse sig og danse, fordi uanset hvilke synder Michael Jackson måtte have begået, var han en magnetisk sceneartist.

Men spørgsmålet er: Hvor meget af sandheden er blevet ofret for at skabe denne glansfulde overflade?