Michael Jackson-biopicen 'Michael' fejler på alle fronter: Tom for kontekst og tabuer

Antoine Fuquas nye film ‘Michael’ er endnu en i rækken af musikalske biografier, der følger den velkendte formel. Men hvor de fleste hylder kunstnere for deres bedrifter, er ‘Michael’ formentlig den første, der fejlagtigt forsøger at fejre en kunstner, som tilbragte de sidste to årtier af sit liv med at undvige alvorlige anklager om seksuelle overgreb mod børn.

Spørger man sig selv, hvordan ‘Michael’ kan levere de nostalgiske optrædener og det melodramatiske fra film som Walk the Line og Bohemian Rhapsody, samtidig med at den adresserer den kæmpe elefant i lokalet, er svaret simpelt: Det gør den ikke. Filmen nævner intet om anklagerne, selvom adskillige scener ubehageligt forudser dem. Ifølge Fuquas film skete der intet af betydning i Michael Jacksons liv de sidste 20 år. Desuden foregår handlingen i en alternativ virkelighed, hvor Janet Jackson aldrig har eksisteret – trods hendes status som superstjerne på det tidspunkt, hvor filmen slutter.

‘Michael’ fremstår som en tom hyldest, der sletter vigtig kontekst og centrale personer. Den skaber en legende, men redigerer alt, der kan distrahere fra den. Selvom produktionen formår at genskabe nogle af popstjernens største triumfer, er fortællingen så ufuldstændig, at det er svært at fejre selv de vellykkede dele. (Filmen havde tidligere inkluderet omtalte anklager, men scenerne blev senere klippet bort og erstattet med nye optagelser.)

En ufærdig fortælling uden dybde

‘Michael’ følger Michael Jacksons liv fra The Jackson 5’s tidlige optrædener til slutningen af 1980’erne. Den unge Michael, spillet af Juliano Krue Valdi, oplever sin fars psykiske og fysiske misbrug – det sidste foregår hovedsageligt uden for skærmbilledet. Filmens dramatiske kerne handler om, hvordan Michael til sidst frigør sig fra den manipulerende far, Joe Jackson, spillet med overdreven operadramatik af Colman Domingo.

Nia Long spiller Katherine Jackson, Michaels mor, som blot står ved og ser til, mens forfærdelige ting sker, inden hun til sidst spiser is og ser fjernsyn med kun én af sine sønner. Jaafar Jackson, Michaels nevø i det virkelige liv, spiller den voksne Michael. Hans imitation er så overbevisende, at det næsten føles som at se et spøgelse. John Logans manuskript fremstiller Jackson som evigt fastlåst i en barnlig tilstand, omgivet af legetøj, kæledyr og billedbøger – især en udgave af Peter Pan, som får mere skærmtid end La Toya Jackson.

Jaafar spiller dette ud i hver scene og portrætterer Michael som en tragisk figur, hvis liv blev ødelagt af barndommens overgreb, samtidig med at hans karriere eksploderede. Der er meget at tyde her, og hvis man graver dybt nok, finder man ironien, men ‘Michael’ graver aldrig dybere. (Muligvis på grund af de omtalte omskæringer, men vi kan kun bedømme den færdige version.)

En film, der undgår det ubehagelige

Filmen forsøger at skabe en følelsesmæssig forbindelse til Michael Jackson, men ender med at fremstå som en ufærdig hyldest uden substans. Den fremhæver hans største triumfer, men ignorerer det mørke, der fulgte ham – og det gør filmen til et problematisk værk. I stedet for at konfrontere de svære spørgsmål, vælger ‘Michael’ at lukke øjnene og håbe, at tilskuere gør det samme.