Michael Jackson-filmen ændrer på, hvad vi forventer af biografoplevelsen

En film, der skaber splittelse

Allerede inden premieren stod det klart, at Michael ville blive en omdiskuteret film. Ikke blot handler den om en af historiens mest kontroversielle personer, men den vælger også bevidst at ignorere de mange anklager, der blev rettet mod Michael Jackson i hans levetid. I stedet fokuserer filmen på hans musik og ikoniske øjeblikke, hvilket minder om andre biografiske musicals, der prioriterer underholdning frem for autenticitet.

Denne tilgang afspejles tydeligt i anmeldelserne. På Rotten Tomatoes giver kritikerne filmen 38% og fansene 97%. Men Michael skaber ikke blot splittelse mellem anmeldere og publikum – den udfordrer også de traditionelle regler for, hvordan man opfører sig i biografen.

Biografen som koncertsal

Der er kommet rapporter om, at tilskuere synger med på Jacksons sange og endda danser i midten af salen. Sådan opførsel er sjælden i biografen, men med film som Michael – og koncertfilm som Taylor Swift: The Eras Tour eller Billie Eilish: Hit Me Hard and Soft: The Tour Live in 3D – tegner der sig et mønster. Måske er det tid til at genoverveje, hvad vi forventer af en biografoplevelse.

Biografens uskrevne regler

Generelt er vi enige om, at biografgængere bør være stille under en film og undgå at forstyrre andre. Alligevel brydes disse regler konstant: nogen tjekker deres telefon, snakker med sidemanden, sidder i den forkerte stol, eller gør noget andet, der forstyrrer oplevelsen. Og så er der de mere komplicerede spørgsmål:

• Må man bruge telefonen under trailere?
• Er det acceptabelt at tænde lommelygten for at finde sin plads, hvis man kommer for sent?
• Er det mere forstyrrende at rejse sig midt i en scene for at sende en besked eller at blive siddende?

Så klare regler for biografadfærd har aldrig eksisteret. Biografen har aldrig været en ren helligdom – og det har den aldrig været.

Biografens udvikling: Fra kaos til orden

I filmens tidlige år var publikums deltagelse en naturlig del af oplevelsen. I den stumme filmæra opfordrede film som Georges Méliès’ værker til interaktion, mens Mack Sennett fra Keystone Studios skabte kaos med slapstick-komedier og scener med badende skønheder. Da Buster Keatons film Sherlock, Jr. fra 1924 viste en biografgænger springe op på lærredet, blev grænsen mellem tilskuer og forestilling endnu mere flydende.

Selv da D.W. Griffiths Nationens fødsel blev en kæmpe succes og flyttede biografoplevelsen fra små nickelodeons til store biografpaladser, var der ingen faste regler. Film blev vist som en del af længere programmer, der omfattede både hovedfilm og mindre stykker, serier og andre indslag. Publikum forventedes at deltage aktivt – og det gjorde de.

En ny æra for biografen

I dag ser vi en genoplivning af denne ånd med koncertfilm, der bringer koncertoplevelsen direkte ind i biografen. Film som The Eras Tour og Hit Me Hard and Soft inviterer publikum til at synge med, danse og leve sig fuldt ud ind i oplevelsen. Michael fortsætter denne udvikling ved at gøre biografen til en scene, hvor tilskuerne ikke blot ser, men også deltager.

Spørgsmålet er, om dette er begyndelsen på en ny æra for biografen – eller blot endnu et eksempel på, hvordan filmoplevelsen konstant udvikler sig. Én ting er dog sikkert: Biografen er ikke længere det stille, hellige rum, det engang var. Og måske er det netop det, der gør den moderne biografoplevelse så spændende.