Når en spændende basketballkamp nærmer sig slutningen, kigger de fleste på stillingen og forsøger at regne ud, hvilket slutresultat det førende hold kan nå, som det bageste hold ikke kan matche. Det er en slags underholdende mental øvelse, som mange basketballfans kender.
Under kamp 5 mellem Cleveland Cavaliers og Detroit Pistons onsdag aften stod stillingen 100-91 til Pistons med 3:57 tilbage af fjerde quarter. Det var her, jeg fandt frem til mit eget 'Elam Ending'-scenarie: Hvilket resultat kan kun Pistons nå?
Cavaliers havde brugt 2.643 sekunder på at score 91 point. Kunne de realistisk score 15 point på de resterende 237 sekunder? Det virkede usandsynligt – medmindre der indtraf et mirakel. Pistons havde til gengæld brug for blot seks point på fem til tolv besiddelser for at nå 106 point. Med Cade Cunningham i form og ingen klar defensiv strategi mod ham, virkede det næsten umuligt for Cavaliers at stoppe ham.
Min beregning var derfor klar: 106 point var det eneste realistiske slutresultat. Det var hverken en bold analyse eller en banebrydende forudsigelse – blot en sjov måde at følge spændingen i slutminutterne på.
Cavaliers forsøgte at komme tilbage, men Pistons havde flere chancer til at sikre sejren. Max Strus scorede et vigtigt trepointsskud, men Pistons svarede med en offensiv rebound og en aflevering til Tobias Harris i hjørnet, som scorede endnu et trepointsskud. Førende blev dermed ni point igen, og Pistons havde nu 103 point med tre minutter tilbage. Det burde have været nok – men sådan gik det ikke.
I stedet for at kontrollere spillet lod Pistons sig distrahere, og Cavaliers fik fat i rebound efter rebound. Da tiden løb ud, stod stillingen 106-104 til Cavaliers – en overraskende vending, som ingen havde forudset.
Pistons havde haft kontrollen, men lod den glide i de afgørende øjeblikke. En påmindelse om, at selv de bedste hold kan begå fejl, når presset er størst.