I en tid hvor streamingtjenester oversvømmes med animationsspinoffs, burde en tilføjelse til 'Stranger Things' være en sikker gevinst. Mange nutidige animationsserier minder om forældede lørdagsmorgen-tegnefilm, og netop den nostalgiske 80’er-æstetik er kernen i 'Stranger Things'. Med serier som 'The Real Ghostbusters' eller 'Tilbage til Fremtiden: Den Animede Serie' i baghovedet, kunne de fleste forventninger til Netflix’ nye 'Stranger Things: Tales From ’85' umiddelbart lyde som en hyldest til fortidens underholdning.
Men allerede fra starten bryder spinoffet med sit eget koncept. I stedet for at præsentere løsslupne, episodiske eventyr med børn på cykler, som titlen antyder, ender serien med at blive en mini-sæson, der udspiller sig i starten af 1985 – mellem sæson 2 og 3 af originalserien. Med kapitellignende episodeoverskrifter og en kontinuerlig historie, der følger Mike, Dustin, Lucas, Will, Max og Eleven, går 'Tales From ’85' glip af muligheden for at udforske uforudsigelige sidehistorier.
I stedet samles de unge helte med den nye karakter Nikki (spillet af Odessa A’zion) for at bekæmpe en ny type monstre fra Den Oversatte Side. For hengivne fans af originalserien eller tilfældige tilskuere af 80’er-inspireret underholdning, er dette ikke det værste. De senere sæsoner af 'Stranger Things' har nemlig fået så mange underplot, at de centrale børnekarakterer sjældent får tid sammen. Her får de endelig mere plads, og A’zion tilfører Nikki en distinkt, hæs stemme, der gør hende til et velkomment tillæg til universet. Karakterer som Max og Will får også mere at lave, omend det ofte blot resulterer i mere skænderi.
Men netop det faktum, at 'Tales From ’85' ikke udnytter formatet som en samling af løsslupne fortællinger, er forunderligt. Serien fungerer bedst, når den bevæger sig væk fra originalseriens rammer, men i stedet for at udnytte dette potentiale, ender den med at blive en forkortet version af den etablerede formel.