Anmeldelse: Dissidia Duellum Final Fantasy skuffede med sit pay-to-win design

Square Enix har ellers været dygtige til at udvikle mobilspil med gacha-mekanismer, der ikke føles for hårdt exploitative. Final Fantasy VII Ever Crisis og Dissidia Final Fantasy Opera Omnia viste, hvordan man kunne tilbyde spillerne en fair oplevelse med gratis karakterer og meningsfyldt progression. Men med Dissidia Duellum Final Fantasy er Square Enix faldet tilbage i gamle vaner – og det mærkes.

Spillet, der samler helte fra forskellige Final Fantasy-titler for at bekæmpe kaos og onde kræfter, starter med et lovende koncept. Heltene bliver imidlertid trukket til nutidens Tokyo, hvor de skal forsvare byens indbyggere mod monstre og skurkagtige figurer som Sephiroth. Spillerne følger disse såkaldte "Ghosts" i deres kamp for at genoprette krystaller og redde byen. Historien kunne have været spændende, men desværre er den bundet til et sæsonpas og konkurrerende multiplayer, hvilket begrænser adgangen til centrale elementer.

Pay-to-win og frustrerende progression

For at låse op for nye episoder og tekstkonversationer i LINE-stil skal spillerne deltage i rangerede kampe. Det lyder måske innovativt, men i praksis føles det som en unødvendig barriere. Dissidia Duellum Final Fantasy er nemlig et klassisk pay-to-win-spil, hvor økonomi og præstationer i kampe er afgørende for succes.

Kampene foregår i 3v3-format, hvor holdene kæmper om at kontrollere krystaller ved at angribe fjender og bruge evner. Spillerne tjener "Bravery"-point, som kan bruges til at udføre kraftfulde angreb eller udløse en "Burst", der giver mulighed for at skade bossen. Hver karakter har fem evner, og rollerne spænder fra healere til aggressive angribere. Jo højere rang spillerne opnår, desto større er chancerne for at modtage nye evner og krystaller – men kun hvis de investerer tid eller penge.

Et spil med potentiale, men svært at anbefale

Kampsystemet i sig selv er solidt og giver en fornemmelse af dybde, men den overordnede oplevelse bliver ødelagt af de økonomiske barrierer. Spillet kræver konstant engagement for at holde trit med konkurrenterne, og de rangerede kampe føles mere som en pligt end en fornøjelse. Selvom nogle af tekstkonversationerne er underholdende, er det svært at se forbi de fundamentale problemer med pay-to-win-mekanismerne.

Square Enix har tidligere vist, at de kan lave gode mobilspil, men Dissidia Duellum Final Fantasy er en skuffelse. Med en historie, der aldrig rigtig kommer i gang, og et kampsystem, der favoriserer betalende spillere, er dette et spil, der kun kan anbefales til de mest dedikerede – og velhavende – fans.